Kort tid efter hustruens død: Beach Boys-medlem Brian Wilson ramt af ny tragedie
Brian Wilson er en af de stiftende medlemmer af det ikoniske band Beach Boys.
Mange vil sige, at han er hjernen bag bandet, da han har komponeret et væld af deres store hits.
Den 81-årige musiker går dog for tiden igennem en svær periode.
For en måned siden mistede han sin hustru Melinda, der blev 77 år.
Nu er det kommet frem, at han lider af demens. Det skriver Daily Mail.
Den triste nyhed om musikerens demens-diagnose kom frem torsdag, hvor et medie havde fået fat i retsdokumenter, hvori der står, at Brian Wilson er dement.
Siden har Daily Mail fået en udtalelse fra Brian Wilsons familie, der bekræfter, at de har igangsat en sag om at blive værge for ham grundet sygdommen.
”Som følge af at Brians elskede hustru Melinda gik bort, efter betænksom omtanke og konsultation med Brian, hans syv børn, Gloria Ramos og Brians læger (sammenhængende med familiære procedurer besluttet af Brian og Melinda) bekræftes det, at repræsentanter for familien Wilson LeeAnn Hard og Jean Sievers vil agere værger for personen,” står der i udtalelsen til det britiske medie.
Det understreges, at det er en beslutning, der er blevet taget for at tage hensyn til, at der ikke vil blive lavet de store ændringer i hjemmet og for de af Brians børn, der stadig bor hjemme. De vil blive taget vare på af Gloria Ramos.
Udtalelsen påpeger også, at 81-årige Brian Wilson fortsat vil have mulighed for at nyde tiden med sin familie, lige som at han også har mulighed for at arbejde på udvalgte projekter.
Samtidig meddeles det også, at Brian Wilson nu undergår behandling for demens.