10. mar. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Hvorfor får de kongelige ikke hjælp?

Dronning Mary og dronning Margrethe
Dronning Mary og dronning Margrethe
Foto: Martin Høien
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Hvorfor er der aldrig nogen, der hjælper de kongelige ud af bilerne, når de ankommer? Det gælder især dronning Margrethe, som er dårligt gående og ofte har store kjoler på. Hun har jo været ved at falde mange gange.
Med venlig hilsen
Jette M.

Kære Jette M.
Det skyldes utvivlsomt, at dronning Margrethe og hendes familiemedlemmer ønsker at klare sig selv – og er i stand til det. Der er ellers mange omkring dem, som gerne træder til, hvis det ønskes – chauffører, jægere, løbere, livrister, hofdamer og adjudanter, ligesom de folk, der modtager dem i forbindelse med repræsentative opgaver, nok også ville hjælpe, hvis hoffet kommunikerede et behov. I dag er ingen af de kongelige dog i en situation, hvor der er brug for ekstra assistance, så de klarer sig selv, herunder dronning Margrethe trods sin dårlige ryg og slidte knæ. Men bliver hun eller andre i familien så dårlige eller f.eks. ramt af sygdom, at der er brug for hjælp til at komme ind og ud af køretøjer, får de naturligvis det. Det så vi bl.a. i prins Henriks og dronning Ingrids sidste leveår. Nedenfor kan ses en video med dronning Margrethe, der ankom til højmesse i Aarhus Domkirke juledag 2023, hvor grev Felix faktisk hjalp hende med at komme ud af bilen – nok mere af venlighed end behov.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: