Skal lille Vagn snart være storebror? Nu svarer Christian Degn
Det var en stor drøm, der gik i opfyldelse, da tv-vært Christian Degn og hans forlovede Trine Vammen i sommeren 2022 kunne byde deres første barn velkommen til verden.
Lille Vagn kom til verden på mirakuløs vis. Hans forældre kæmpede nemlig mod svære odds, hvilket danskerne kunne følge med i i tv-programmet ”Degn vil være far”.
Christian Degn har siden programmet talt åbent og ærligt om de sorger og udfordringer, der følger med at være mand med dårlig sædkvalitet.
Af samme årsag er han også en smule tilbageholden, da snakken falder på, hvorvidt halvandenårige Vagn snart skal være storebror.
– Vagn har ikke bedt om noget endnu. (…). Så er der også en vis alvor – for mit vedkommende – forbundet med at få et barn nummer to, fordi min sædkvalitet ikke er i top. Det er ikke sikkert, at vi kan ved naturlig kraft, så det er ikke på tapetet lige nu. (…). Det glæder mig, at Christiansborg vil gøre hjælpen til barn nummer to gratis, så lad os lige se tiden an, fortæller Christian Degn til BILLED-BLADET på den røde løber ved TVPRISEN.
Tv-værten fortæller, at han lige nu i stedet har travlt med at få styr på en robotplæneklipper og en køkkenrenovering i familiens hjem i Randers.