7. apr. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Anmeldelse af Badehotellet afsnit seks: Det kan ikke blive ved med at gå

Badehotellet
Badehotellet
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Badehotellet” er tilbage, denne gang med sæson 10, som også bliver den allersidste. BILLED-BLADET dækker sæsonafslutningen tæt, og hver uge anmelder vores journalist og ”Badehotellet”-ekspert Laura Dalgård Hansen ugens afsnit med udgangspunkt i en række nedslag.

Afsnit seks af ”Badehotellet” bød på en lidt langsom opstart, men så kom der ellers skub i sagerne.

Allerede i sidste uges smugkig på afsnit seks kunne man se, at Amanda ville sælge hotellet, så det var ikke den store overraskelse, men det var meget sjovt at se, hvordan rygtet hurtigt spredte sig blandt både gæster og personale på hotellet.

Der kom også skub i tingene for hr. Molin og Kitty, der allerede nu har fundet frem til oberstens diamanter. Det gik godt nok hurtigt, synes jeg. Hvad har de så tænkt sig at gøre med diamanterne nu, og fortsætter deres makkerskab mon?

Der kom (tilsyneladende?) også en hurtig afslutning på affæren mellem fru Frigh og Bent Ødegaard Andersen. Han er rejst tilbage til København for at redde sit ægteskab. Hvem skal fru Frigh så hygge sig med resten af sommeren?

Hurtigt gik det i den grad også mellem Amanda og Uwe, der på nul komma fem pludselig blev gift, inden løjtnanten skal rejse til Tyskland for at vidne. Da sæsonen begyndte, havde Amanda kun set Uwe i ganske få minutter inden for de seneste fem år, og det var svært for hende over hovedet at komme til at tale med sin store kærlighed, da sæson 10 begyndte.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-04/foto-mike-kolloffel_tv-2-6.jpg
Amanda
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Men det er som om, det lige pludselig er gået meget nemt for dem, og Morten er endda kommet med over på deres hold – men det kan da vel for pokker ikke blive ved med at gå så relativt nemt for Amanda og Uwe? Nu lader det til, han rejser til Tyskland, og for spændingens og dramaets skyld håber jeg, at der på en eller anden måde kommer skår i glæden, inden det hele formentlig slutter lykkeligt til sidst.

Indtil nu har det helt store tema, hvad Amanda angår, været, at ingen måtte vide, hvem Fridas far var, og da det så slap ud, fik hun problemer med hotellets leverandører. Det fyldte en del i afsnit fem, men nu lader det pludselig til, at det ikke længere er et problem, at hun er såkaldt tyskertøs.

I afsnit fem fik man desuden indtryk af, at fru Fjeldsø er ved at blive lidt dement, men det er som om, at det slet ikke fyldte her i afsnit seks. Var det bare et vildspor? Til gengæld virker det mærkeligt, at hun ’kun’ fylder 75 år i 1947, for da Badehotellet begyndte i 1928, oplyste TV 2, at hun var 63…

Der skete også et skifte mellem Trine og Lily i søndagens afsnit. Trine gik fra at være meget mut til pludselig at afsløre, at hun er forelsket i Lily – også det gik hurtigt, for hvad kommer resten af sæsonen så til at byde på for de to, nu hvor ’hemmeligheden’ er ude? Martha fik over for Trine afsløret, at Philip er homoseksuel, og lur mig om der ikke opstår et nyt makkerskab mellem de to.

Generelt har denne sæson budt på nye og overraskende makkerskaber: Kitty og Molin har jagtet diamanter, Morten og Uwe fremstår pludselig som nærmest bedste venner og Aurland og Weyse spiser natmad og udveksler store tanker sammen.

Aurland har naturligvis også stadig Otilia. Han lader stadig ikke til at opfatte hendes tilnærmelser, og heller ikke i dette afsnit lykkedes det Otilia at få luft under hr. Aurlands vinger, selv om hun inviterede ham med ud for at flyve med drage.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-04/foto-mike-kolloffel_tv-2-7.jpg
Hr. og fru Madsen samt hr. og fru Seerup.
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Kort resume

For at kunne leve sammen med Uwe har Amanda sat hotellet til salg, og ad omveje finder både gæster og personale ud af det – hvilket gør dem dybt ulykkelige, for hvad skal der så ske med deres elskede ferieparadis?

Thøger Thøgersen har meldt sig som køber, ligesom også Seerup-parret viser stor interesse. Særligt Weyse er bedrøvet over udsigterne til en ny ejer, men til gengæld er han i ekstase over sine egne evner som iscenesætter.

Hustruen Helene får at vide, at fru Frigh har haft et forhold til Bent Ødegaard Andersen, og sagføreren rejser hjem til København for at redde sit ægteskab.

Fie prøver ligeledes at klinke skårene med Morten, men han har svært ved at tilgive sig selv. Philip har desuden svært ved at tilgive Ditmar, der for alt i verden gerne vil finde sammen igen, alt mens hans kone, Mitzi, er på vej tilbage til Danmark.

På hotellet er der atter god stemning mellem Trine og Lily, og Trine afslører, at hun er forelsket i kollegaen.

Amanda er også forelsket til op over begge ører, og kort før Uwes afrejse til Tyskland bliver hun og løjtnanten viet i flygtningelejren af Morten.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-04/foto-mike-kolloffel_tv-2-11.jpg
Fie
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens replik

”Det er mærkeligt, det er dem med de største huse, der er mindst rummelige”

Grev Ditmar og Philips forhold har aldrig været problemfrit, og nu har Vilhelms død indirekte ført til, at der endnu en gang er splid mellem de to, som er gået fra hinanden, fordi Philip ganske enkelt har fået nok af Ditmars fornægtelse.

Ditmar rejste efterfølgende tilbage til Frijsenholm, hvor Mitzi nu bor, men mon ikke, det lykkes Philip og Ditmar at finde sammen igen, inden sæson 10 går på hæld.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-04/foto-mike-kolloffel_tv-2-9.jpg
Philip
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens scene

Da Kitty og hr. Molin finder diamanterne

Hr. Molin har aldrig været blandt mine favoritkarakterer i ”Badehotellet”, men jeg er ret vild med det umage makkerskab, han har fået dannet med Kitty. Selv har han flere gange været ved at opgive at finde oberstens diamanter, men naturligvis lykkedes det til sidst.

Det fungerede rigtig godt, at de var gemt i et af fællesrummene, og det var godt tænkt af forfatterne at lade galionsfiguren Rosita komme i spil i den forbindelse. Lige siden første sæson har hun hængt på væggen, og nu fik vi pludselig hendes historie, og forklaringen på hvorfor hotellet i sin tid blev skabt – ganske kort tid før, det hele er slut. Det fungerede rigtig godt.

Det var sjovt at se, hvordan først Edith kom ind og forstyrrede Molin-banden, og dernæst hr. Aurland, inden det til sidst lykkedes Kitty at finde den lille, grønne fløjlspose.

Badehotellet - hr Weyse og fru Sibylle
Rosita har hængt i hjørnet i dagligstuen siden sæson et. Her ses hr. Weyse og hans daværende hustru Sibylle i 1928.
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens overraskelse

At Uwe og Amanda blev gift

Amanda og Uwe mødte hinanden første gang tilbage i 1940, men i de seneste par afsnit har de nået mere, end de har nået på de seneste seks år!

I slutningen af afsnit fem friede løjtnanten til Amanda, og ganske overraskende sluttede afsnit seks pludselig med, at de blev gift. De nåede det, lige inden Uwe skal til Tyskland for at vidne.

Vielsen foregik på Mortens kontor i flygtningelejren, og det er da ret sjovt, at han ender som giftefoged for parret, set i lyset af hvordan ”Badehotellet” begyndte.

Tilbage i 1928 kom Morten hurtigt på kant med Amandas far, Georg, og for at pisse sin far af – og miste sin mødom før veninden Ella – endte Amanda faktisk med at være sammen med Morten.

Badehotellet sidste sæson 10 Amanda Uwe Amalie Dollerup Anton Rubtsov
Uwe
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens undren

  • Hvorfor er Ellinor Seerup så hurtigt gået fra at hade hotellet til pludselig at ville købe det? Og er hun mon en smule fascineret af hr. Weyse, der jo kan synge på engelsk?
  • Hr. Seerup og hr. Madsen underskrev kontrakten – men hvad består den aftale helt præcis af? Og er der noget, der står med småt?
  • Flytter Amanda nu virkelig til det sønderbombede Tyskland for at leve sammen med Uwe? Eller opstår der nye problemer for det nygifte par, som spolerer deres planer? Skifter Amanda mon efternavn, nu hvor hun er blevet gift? Og hvad hedder Frida egentlig til efternavn?
  • Sker der mon mere mellem Lily og Trine, nu hvor Trine har afsløret sine følelser?
  • Og kan Philip mon på en eller anden både guide Trine i det med at være homoseksuel?
  • Hvad koster Andersens Badehotel mon? Og hvordan har Thøger Thøgersen råd til det?
  • Har Bent Ødegaard Andersen nu vitterligt opgivet fru Frigh? Eller ender konen med at forlade ham? Og kan det passe, at det ikke kun er hans hustru, der har penge?
  • Lykkes det nogensinde fru Frigh at finde den store kærlighed?
  • Hvad skal der ske med de diamanter, Kitty og Molin har fundet? Siger de det videre til oberst Fuchs, eller beholder de dem selv?
  • Har Kitty romantiske følelser for hr. Molin? Han blev tilsyneladende noget overrasket over, at hun kyssede ham godnat – godt nok i panden.
  • Får Ditmar taget sig sammen til at blive skilt fra Mitzi, nu hvor hun er tilbage, og Vilhelm ikke længere lever? Og finder han sammen med Philip igen?
  • Flytter Morten og Fie mon tilbage til Danmark med deres drenge? Noget tyder på, at Morten ikke vil tilbage til Newcastle og de dårlige minder.
  • Får Weyse mon succes med sin meget originale fortolkning af Ibsens stykke?
  • Overlever Molly mon sæsonen ud?
  • Vil det nogensinde lykkes Otilia at få hr. Aurland til at forstå, at hun har følelser for ham?
https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-04/foto-mike-kolloffel_tv-2-10.jpg
Kitty
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Ugens anmeldelse

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-04/femsole.png

Læs mere om: