Det kan blive et problem: Dette skal sikre kongehuset
Der er lagt op til, at kongehuset skal have en millionindsprøjtning.
Det fremgår af regeringens lovforslag til den nye civilliste, hvor de udover at give et ekstraordinært tilskud på 29 mio. i 2024 vil øge den samlede statsydelse. Og det er tilsyneladende tiltrængt.
Den seneste årsrapport fra kongehuset viste et underskud på godt en million, og det er ikke første gang, at regnskabet går i minus.
Ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, er det tydeligt, at kongehuset har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Kort sagt kan kongehuset ikke dække deres udgifter med statsydelsen, og derfor trækker de på deres egenkapital, som bliver mindre og mindre.
– Kongehuset går jo ikke konkurs. Og der er ikke noget at sige til, at de bruger de penge, som de har fået af staten til at bruge. Men det er uholdbart, at de bruger flere penge, end de får. Og de har ikke en superhøj egenkapital, lyder det fra Per Nikolaj Bukh.
Ifølge Per Nikolaj Bukh er pengene overordnet set blevet brugt korrekt inden for de vide rammer, som kongehuset har. Men millionindsprøjtningen tyder på, at regeringen ser, at det kan blive en udfordring i længden – især med tanke på de ekstra udgifter, som tronskiftet har og vil medføre.
– Kapitalindsprøjtningen er et udtryk for, at man vil sikre kongehuset, så der i overskuelig fremtid ikke opstår problematikker i kongehusets regnskab. Og så regner regeringen med, at det her er nok. Medmindre der pludselig opstår noget uforudset. Men når vi hidtil har kørt kongehuset på et vist niveau, så kan vi også fremadrettet.
Fakta
Lovforslagets hovedpunkter:
- Regeringen lægger op til, at den samlede statsydelse til kongehuset stiger fra 126,5 til 145,8 mio. Heraf fastsættes ca. 123 mio. kr. årligt til kong Frederiks civilliste.
- Kronprins Christian vil modtage 4 mio. som er øremærket i kong Frederiks statsydelse. Når kronprinsen etablerer sin egen husholdning, vil han modtage 7 mio. i årpenge. Det er uvist, hvornår han gør det.
- Ifølge lovslaget skal dronning Margrethe modtage 12 mio. kr. årligt, så hun kan opretholde ”et passende hof”.
- Regeringen vil give et ekstraordinært tilskud på 29 mio. i 2024 for at sikre, at Kongehuset har en behørig soliditetsgrad og tilstrækkelig kapital til bl.a. nødvendige investeringer og til udgifter som følge af tronskiftet. Heraf skal 25,8 mio. gå til soliditetsgraden.
- Staten skal overtage den indvendige vedligeholdelse af de slotte og palæer, der stilles til rådighed for kongehuset. Der er her tale om Amalienborg Slot, Fredensborg Slot, Gråsten Slot, dele af Christiansborg Slot, Jagtslottet Eremitagen og Amaliegade 18 (Det Gule Palæ). Som noget nyt lægger de op til, at Sorgenfri Slot skal overgå til staten.
- Det foreslås, at loven får virkning fra den 1. februar 2024, hvilket bl.a. betyder, at ydelserne fra februar 2024 og frem til lovens ikrafttræden bliver efterreguleret.
At regeringen vælger at give kongehuset en god pose penge nu – og ikke løbende – er ingen tilfældighed.
– Vi kan ikke have, at kongehuset skal gå til politikerne med hatten i hånden, så derfor vil regeringen nu give dem en buffer, så de kommer til at være mere modstandsdygtige. På den måde styrker man økonomien med en basis finansiering, der dækker driften uden at man hele tiden skal forholde sig til det politiske, udtaler Per Nikolaj Bukh.
Udover millionindsprøjtningen og stigningen i statsydelsen, ønsker regeringen også at fritage kongehuset for at finansiere den indvendige vedligeholdelse af de kongelige slotte og palæer.
I øjeblikket er aftalen, at staten, som ejer slottene, står for den udvendige vedligeholdelse, mens kongehuset, som har brugsretten, skal lægge pengene til den indvendige.
Lovforslaget er endnu ikke vedtaget. Det skal behandles i Folketinget første gang den 19. april.