Anders valgte Anne fra i Kærlighed hvor kragerne vender: Sådan går det hende i dag
Det er ved at spidse til for de fire fyre i TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Anders har netop præsenteret sine to tilbageværende piger Anne og Emilie for sine forældre, som kom godt ud af det med dem begge to.
Det betyder også, at han nu skal til at tage sit endelige valg om, hvem han fortsætter med. '
Undervejs i programmet har Anne, der dater Anders, mærket, at de har haft en god kemi.
- Jeg synes, at Anders og min kemi er god. Vi har god øjenkontakt. Jeg har en god mavefornemmelse om, at han er interesseret i mig, fortæller hun til BILLED-BLADET og uddyber, at det til sidst blev svært for hende:
- Det er ikke nogen hemmelighed, og det ser man også i programmet, at jeg får det svært ved at være to piger tilbage. Vi skal kæmpe om opmærksomheden, og det bryder jeg mig ikke om. I min verden handler det ikke om at vinde. Det handler om, at Anders skal finde den, han passer bedst med.
Det sætter også andre tanker i gang hos Anne, der er i tvivl om, om Anders egentlig har et billede af, hvem hun er på den korte tid, de har haft sammen.
- Jeg føler, at han giver sin opmærksomhed meget til Emilie, og så får jeg en fornemmelse af, at så kender han ikke Anne rigtigt. Selv om jeg kan virke tilbageholden, synes jeg, at jeg prøver at fortælle ham, jeg er interesseret. Jeg har ikke spidse albuer hverken i et tv-program eller herhjemme. Jeg kommer ikke til at ændre på mig selv for at få hans opmærksomhed. Det var udfordrende, fortæller Anne og uddyber, at hun også fortalte Anders om sine bekymringer:
- Jeg får det forklaret til ham flere gange blandt andet til alenetid ved Tour de Chambre. Han spørger selv ind til, at jeg er tilbageholden. Og vi får også snakket sammen ved bålhygge, hvor jeg fortæller, at jeg følte mig overrumplet. Der kunne jeg godt have brugt, at han havde sagt: ”Det kan jeg godt forstå.” Jeg synes, han fejer det af vejen. Vi dater jo hinanden. Det er ikke kun mig, der dater Anders.
Det fik hende til at gruble over endnu en ting.
- Når jeg kigger tilbage og ser programmet, kan jeg godt blive i tvivl om, hvor lang tid han har vidst, hvem han skulle vælge, fortæller hun.
Op til Anders skal tage sit valg, er Anne naturligvis spændt på, hvad han gør, men hun tænker stadig over, om Anders kender hende godt nok.
- Op til dagen hvor vi skulle vælges fra var jeg nervøs, men jeg var også afklaret. Hvis han ikke valgte mig, så måtte jeg stole på, at det var det rigtige, fortæller hun og fortsætter:
- Det kommer ikke bag på mig, han vælger mig fra, fordi man jo godt har haft en anelse om, hvordan han og Emilie har haft det sammen. Jeg har nok haft skyklapper på, fordi jeg var interesseret i at lære ham at kende. Jeg har koncentreret mig om min og Anders’ relation. Jeg har ikke opfanget, hvad de havde sammen. Hvis jeg havde det, havde jeg måske ikke været der til sidst.
- Jeg havde det fint med at blive valgt fra. Jeg var overrasket over min egen reaktion. Jeg havde forventet, jeg blev mere ked af det, men jeg gik lidt overskudsagtigt ud af billedet, og inderst inde var jeg nok afklaret, uddyber hun.
25-årige Anne fandt altså ikke kærligheden i TV 2-programmet. Til gengæld har hun fået gode veninder.
- Jeg har kontakt med nogle af pigerne fra programmet. Det er dejligt. Jeg behøver ikke sige så meget, fordi de ved, hvordan jeg har det. De var der selv, så de forstår én på et andet plan, for alle kan ikke sætte sig ind i det, man har været igennem, fortæller hun.
Hun har ikke haft overskud til at kaste sig ud i mere dating efter programmet.
- Jeg har det rigtig godt. Jeg bruger meget tid på mit nye arbejde, som jeg fik i december. Jeg bruger meget tid med min venner, veninder og min familie og så selvfølgelig min lille hund Karla, fortæller hun og fortsætter:
- Der er ikke noget nyt på kærlighedsfronten. Jeg dater ikke. Jeg har ikke datet, siden jeg kom hjem fra optagelser. Jeg har ikke haft lysten. Det tror jeg ikke, jeg har, fordi det lige skulle bundfælde sig. Det er ikke, fordi jeg higer efter en kæreste, for jeg vil heller ikke nøjes. Indtil jeg finder den rigtige, nyder jeg livet, og at jeg ingen forpligtigelser har. Det kan noget.
Når Anne ser tilbage på sin deltagelse i TV 2-programmet, er hun stolt af sig selv.
- Jeg er megastolt af mig selv over, at jeg kan stå ved det, jeg føler og mener. Men også at jeg turde konfrontere andre med de følelser. Jeg var tro mod mig selv og mine egne følelser. Det er jeg stolt af, at jeg kunne gøre. Det har været fedt at prøve at være med i, fortæller hun.