Fik hendes velsignelse, inden hun døde: Kaya Brüel er dykket ned i familiens private gemmer
Kaya Brüel har hele sin karriere både udmærket sig i musikken og skuespillets verden.
Mens hun for tiden igen kan ses i tv-serien ”Sommerdahl”, der sendes søndage på TV 2 Charlie, har hun også godt gang i musikken.
Faktisk er hun dykket ned i familiens private gemmer.
- Jeg går og forbereder ting til det kommende år. Jeg skal ud at spille nogle af min mors gamle sange. Jeg har indspillet nogle af de gamle Jomfru Ane Band-sange, fortalte hun, da BILLED-BLADET mødte hende til filmpremiere i Grand Teatret.
Hun havde, inden mosteren Rebecca Brüel døde i januar 2024 bedt om hendes velsignelse.
- Jeg mistede jo min moster for nylig. Det var egentlig planlagt inden, og jeg havde fået hendes velsignelse til det inden. ”Selvfølgelig, det er dine sange. Du skal bare spille dem.” Det er for at hylde hende og min mor, fortalte hun.
Kaya Brüel har valgt at fokusere på moren Sanne Brüel og mosterens mange sange om kærlighed.
Hun har indspillet fem af deres sange, som hun udgiver i løbet af efteråret 2024.
Det har vakt mange følelser i Kaya Brüel at arbejde med familiens musik.
- Det er meget rørende. Det åbner et helt særligt sted i mig, som forbinder mig med min mor. Hun døde for 12 år siden. Jeg kan høre hende i min stemme, når jeg synger sangene. De ligger nærmest i baghovedet. Det er det, der er grundlaget for, at jeg selv startede med at synge. Jeg har hørt på hende og min moster. Det er en stor og dejlig personlig rejse, fortalte hun.
Hvis man ønsker at opleve Kaya Brüel, sker det i begyndelsen af det nye år.
- Det er i januar og februar 2025. Og så har jeg indspillet fem sange, der kommer ud i efteråret, fortalte hun.