5. jun. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Prinsesse Nathalie lægger ikke fingrene imellem: Er ikke tilfreds

Prinsesse Nathalie 
Prinsesse Nathalie
Foto: Jesper Sunesen
Prinsesse Nathalie er bestemt ikke tilfreds med Dansk Rideforbunds ageren i forbindelse med "Operation X"-udsendelsen om Helgstrand Dressage.

De seneste uger har man på DR kunnet kommet helt tæt på den danske dressurverden i ”Mellem hestelort og milliarder”.

Blandt andre spiller prinsesse Nathalie en fremtrædende rolle i programmerne, der er blevet optaget over flere måneder.

I fjerde og sidste afsnit af serien er der fokus på den krise, som ramte hesteverdenen, efter ”Operation X” i november 2023 sendte dokumentaren ”Hestemilliardærens hemmeligheder”, der blandt andet afslører tegn på dyremishandling hos Helgstrand Dressage.

Prinsesse Nathalie, der er tidligere landstræner for det danske dressurlandshold, har fulgt med på sidelinjen, og i ”Mellem hestelort og milliarder” retter hun skarp kritik af Dansk Rideforbund, idet hun ikke mener, de håndterede sagen godt nok. Blandt andet kritiserer hun i programmet, at man først sanktionerede Andreas Helgstrand, da presset fra omverdenen blev for stort, frem for at gøre det så snart man havde set udsendelserne.

- Man skriver ikke regler på et stykke papir for ikke at overholde dem. Alle regler gælder for alle, og vi bliver alle nødt til at opføre os ordentligt. Jeg frygter for, at hvis vi ikke passer på, så kan det være, at vi om 10-15 år slet ikke får lov at ride mere, bare fordi nogle ikke kan opføre sig ordentligt. Det er ikke kun Andreas. Der er sikkert også nogle andre, som skal se sig selv i spejlet og sige: Det her bliver vi nødt til at ændre på, siger prinsesse Nathalie i programmet.

Selv drømmer prinsessen om at være med til at ændre dansk ridesport til det bedre, og derfor meldte hun også sit kandidatur til Dansk Rideforbunds bestyrelse. Ved repræsentantskabsmødet i april blev hun valgt ind. Med 314 stemmer var hun den, der fik flest stemmer.

Læs mere om: