Bachelorette-Sofie forsvarer Peter, men: Forkert på alle måder
Det er 23 år siden, bogen "The Art of Seduction" blev udgivet for første gang, og sjældent er der blevet talt så meget om den i Danmark, som der bliver i disse dage.
Peter fra "Bachelorette" har nemlig taget den med sig i huset, hvor det virker til, at han flittigt læser i den og finder inspiration til at indynde sig hos de to bacheloretter.
Blandt andet afstod han med vilje fra at give Lissa et kram ved sidste roseceremoni for at få hendes fokus på sig – et trick, han har hentet i bogen.
Og nu høster han virkelig grimme ord fra brugere på sociale medier.
Der er ikke det skældsord, han ikke får med på vejen.
Og det synes Sofie slet ikke er OK.
– Jeg synes på ingen måde, at hate på sociale medier er okay eller fair, og jeg er ked af, at Peter modtager så meget kritik lige nu. Man skal huske, det er en bog, han har læst, ikke en, han har skrevet … siger hun,
Godt med kritik
Hun kan dog godt forstå, at bogen ikke vinder indpas.
– Jeg synes det er godt med kritik af bogen og at man får kigget på den med kritiske øjne. Jeg synes, en bog der omtaler kvinder som "offer" er forkert på alle måder. Jeg synes, at det er okay, grundet usikkerhed eller andet, at man søger hjælp eller inspiration i datingbøger eller får hjælp andre steder fra. Dog synes jeg bare ikke, at "Art of Seduction" er den bedste kilde at læne sig op ad, slår hun fast.