Sommerdahl-stjernen Laura Drasbæk om kæresten: Sådan får vi det til at fungere
Lige som i ”Sommerdahl” har Laura Drasbæk oplevet, hvordan det er at blive skilt og efterfølgende finde kærligheden igen.
Hun har to sønner med sin eksmand, og de sidste to år har hun delt livet med den 59-årige stuntmand og filminstruktør Lasse Spang Olsen.
Han bor i Nordsjælland, mens hun bor på Nørrebro, hvor hun driver sit keramikværksted Laura Drasbæk Keramik.
Selv om skuespilleren ofte har travlt med at optage krimiserie og lave keramik, så kan de sagtens få forholdet til at fungere.
- Min kæreste indordner sig bare efter min tid, så det er ret nemt, konstaterer Laura Drasbæk med et smil til BILLED-BLADET.
Hendes kæreste er også en stor hjælp, når det gælder ”Sommerdahl”-stjernens lille hund, Bongo.
Laura Drasbæk er netop begyndt på optagelserne til sæson 6, og her har hun fundet en god løsning, så hunden ikke skal være alene hjemme.
- Min kæreste bor på vej til Helsingør. Han bor i Høsterkøb og arbejder hjemmefra. Så jeg kan altid bare smide hunden af hos ham, forklarer Laura Drasbæk og tilføjer:
- Men det er også den eneste logistik, jeg har lidt problemer med.