Flora Ofelia Hofmann Lindahl student: Det er mig en gåde, hvordan det lykkedes
Sociale medier flyder over med billeder af glade studenter i disse dage.
En af dem er en kendt skuespillerinde, nemlig Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der vandt MGP i 2015 med sin sang "Du Du Du" og siden har medvirket i blandt andet tv-serien "Ulven kommer" og spillefilmen "Du som er i himlen".
På Instagram deler hun et opslag af sin tid i skolesystemet og de skuespillerjobs, hun har haft ved siden af, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
"13 år i skolesystemet, en masse fravær, lidt advarsler hist og her, fem spillefilm og en serie," skriver hun og fortsætter:
" … det er mig en gåde, hvordan det her lykkedes. Nu har jeg uendelig sommerferie."
Hjulpet af Trine Dyrholm
Flora Ofelias krævende arbejde fik hende på et tidspunkt smidt ud af Sankt Annæ Gymnasium i København.
– Det var faktisk efter, jeg havde lavet den film ("Birthday Girl", red.), jeg blev smidt ud. De kunne godt forstå, hvorfor jeg havde fravær – men jeg havde FOR meget fravær (…). Så snakkede jeg med Trine Dyrholm om, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg bare droppe ud nu og gå ”all in” på skuespil og hoppe ud i voksenlivet, men så blev vi enige om, at jeg skulle tage en HF, så det har Trine faktisk været med til at beslutte, har hun tidligere fortalt til SE og HØR.