Jonas Vingegaard sætter ord på sit livs skræk: Jeg troede, jeg skulle dø
For tiden er Jonas Vingegaard i gang med at jagte endnu en sejr ved årets Tour de France.
Men for blot få måneder siden, genovervejede han, om han skulle stoppe sin aktive karriere.
Det fortæller han i et ærligt interview med TV 2 Sport på et pressemøde.
I foråret styrtede Jonas Vingegaard under løbet Baskerlandet Rundt og blev slemt tilredt.
Det kom efterfølgende ud, at han havde brække kravebenet og et par ribben, men han havde også punkteret en lunge.
Han var indlagt i 12 dage, før han blev udskrevet.
Faktisk var han i det moment sikker på, at han skulle dø.
- Når man har så slemt et styrt, som jeg havde der, så genovervejer man, om det er det værd, og om man har lyst til at udsætte sig for de risici, som det nu engang er, fortæller han og uddyber:
- Det var så slemt, at jeg troede, jeg skulle dø. Da jeg lå der og troede det, så tænkte jeg, at hvis jeg overlever det her, så stopper jeg med at cykle.
Det endte dog ikke med, at han stoppede karrieren.
I stedet er han igen på cyklen og tilbage i et stort løb. Han tilskriver sin families støtte en stor del af årsagen til, hvorfor han faktisk har fortsat karrieren.
For tiden kæmper han med Tadej Pogacar og Remco Evenepoel om at være bedst i klassementet til Tour de France.
Han tabte ikke tid til nogle af dem på niende etape, der blev kørt søndag.
Tirsdag den 9. juli venter 10. etape for Jonas Vingegaard og de øvrige Tour de France-ryttere.