22. jul. 2024
Af Sofie Nymand

Jonas Vingegaards team med gribende ord: Vi frygtede for dit liv

Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard
Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Team Visma går nu ud med gribende ord om den danske cykelrytter. Og de holder sig ikke tilbage med rosen.

Søndag trådte Jonas Vingegaard op på podiet.

Efter tre ugers hårdt cykelløb, nåede årets Tour de France-ryttere i mål, og her kom danskeren ind på en andenplads.

Selv om Jonas Vingegaard de foregående to år har stået på selvsamme podie som vinder, står dette års præstation som en personlig sejr – og for omverdenen prisværdig.

Kort før løbet blev der nemlig sået tvivl om, hvorvidt den dobbelte Tour-vinder overhovedet ville kunne køre fra start.

I april var Vingegaard i et voldsomt styrt, da han deltog i Baskerlandet Rundt.

Under en nedkørsel i de spanske bjerge styrtede han og landede hårdt i rabatten, hvorefter han blev fragtet til hospitalet med alvorlige skader, heriblandt en punkteret lunge.

Det skete med lidt under tre måneder inden touren. Men i de måneder fik han kæmpet sig tilbage – og op på cyklen igen.

Den indsats og jernvilje anerkendes nu af mange – også af holdet bag ham, Team Visma.

I et skriv henvendt til Jonas Vingegaard sætter teamet ord på, hvordan den danske cykelrytter måske ikke har vundet løbet i år, men at han til gengæld har vundet hjerter.

”Kære Jonas. I et øjeblik frygtede vi for dit liv. Du har vist, hvilken fighter du er. Du har gjort – ikke kun os – men hele verden stolt. Du har måske ikke vundet touren i år, men du har helt sikkert vundet alles hjerter. Du er virkelig en inspiration. For mennesker, der kæmper, viser du, at vedholdenhed altid betaler sig. Du kan være mere end stolt af denne andenplads! Vi er mere end stolte!” skriver Visma, der underskriver med ”Dit team” og med et hjerte.

Det var Tadej Pogacar, der i år løb med Tour de France-sejren, mens Remco Evenepoel blev nummer tre.

Læs mere om: