Vidste du det? Tidligere håndboldspiller Tina Bøttzau er til OL igen, men i en helt anden rolle
Det er 12 år siden, at de danske håndboldkvinder har kvalificeret sig til OL.
Faktisk er det kun en af de nuværende spillere, som tidligere har været til turneringen.
Men ude på sidelinjen har Danmark erfarne folk.
Én af dem er den tidligere håndboldspiller Tina Bøttzau, der var en del af holdet, der fik tilnavnet De Jernhårde Ladies.
Hun har i sin aktive karriere på håndboldbanen været med til OL i Atlanta i 1996 og OL i Sydney i 2000.
Ved begge olympiske lege er hun og holdet kommet hjem med en guldmedalje.
Nu er 52-årige Tina Bøttzau til OL i Paris, men det er i en helt anden rolle.
Hun er nemlig ny Team Manager hos Håndboldkvinderne. En stilling hun i april overtog fra Christina Roslyng.
Tina Bøttzaus baggrund gør, at hun har en god basis i at være den nye Team Manager.
De seneste mange år har hun arbejdet med skolebørn.
- Det passer rigtig godt ind i det, jeg har arbejdet med i 22 år. Når man har en 10. klasse, skal man jo skabe relationer. Man skal sætte rammer og skabe en kultur, fortæller Tina Bøttzau til BILLED-BLADET og uddyber:
- Så har jeg jo været i gamet i mange år og stået helt indenfor og mærket på egen krop, hvad det gør, når man skal præstere. Alle de tanker og følelser, der dukker op. Så på den måde synes jeg også, at profilen passer rigtig fint. Det giver god mening for mig. Jeg har sagt ja, fordi jeg sidder med en fornemmelse af, at det her det kan jeg godt komme ind og rykke på. Jeg synes, jeg har kompetencerne til at gøre det.
I 2018 færdiggjorde hun sin master i, hvad der dengang hed trivsels- og ressourcepsykologi, som hun i flere år har drømt om at bruge i sportens verden. Nu har hun muligheden.
Læs hele interviewet med Tina Bøttzau i denne uges BILLED-BLADET.