Viktor Axelsen giver vigtigt råd i helt ny rolle: Man bliver aldrig til noget uden god sportsånd
Både Caroline Wozniacki, Kevin Magnussen og Rasmus Højland har gjort det før.
Nu er det så blevet den danske badmintonstjerne Viktor Axelsens tur til at medvirke i et nyt ”Anders And”-blad, som udkommer torsdag 1. august.
I forbindelse med De Olympiske Lege er temaet for denne uges blad den gode sportsånd.
Her medvirker den tidligere olympiske mester med navnet Viktor Axelsand, hvor han kommer Rip, Rap og Rup til undsætning med gode råd om god sportsånd, da de skal dyste mod tre af deres klassekammerater i tovtrækning.
Og særligt emnet god sportsånd er noget, som ligger Viktor Axelsen meget på sinde.
– Man bliver aldrig til noget uden den helt rigtige sportsånd, lyder det fra Viktor Axelsen i pressemeddelelsen.
For Viktor Axelsen er det vigtigt at kunne dele ud af sine erfaringer til den næste generation, og her er det vigtigt for ham at slå fast, at træning og dedikation ikke er alt. Man skal også have den rette mentalitet.
Ved dette års OL er han et af Danmarks helt store medaljehåb, og mandag aften hev han en sikker sejr hjem mod israelske Misha Zilberman.
Viktor Axelsen spiller næste kamp onsdag, hvor han møder den irske badmintonspiller Nhat Nguyen.