Dansk prinsesse-søn er gået bort: Sådan bliver det sidste farvel til Christian Castenskiold
Christian Castenskiold, der var søn af kong Christian 10.s søster, prinsesse Dagmar, døde den 16. juli i USA i en alder af 98 år.
Det meddelte den danske kirke i Californien, The Danish Lutheran Church, som han havde en nær tilknytning til.
Den danske kirke i Californien oplyser endvidere på deres Facebook-side, at Christian Castenskiold vil blive bisat ved en mindeceremoni fra kirken lørdag den 3. august kl. 11.00 amerikansk tid.
Christian Castenskiold rejste i 1951 til USA, hvor han bosatte sig med sin hustru, Cecily Abbots, og datteren Alexandra i Californien.
Til Helsingør Dagblad fortalte han i 1983, da han var Carlsberg-direktør, blandt andet den sjove anekdote, at han havde haft filmstjernen Elizabeth Taylors forældre som naboer i Hollywood, hvor familien boede.
I samme artikel fortalte han ligegeledes, at han var i en "meget aktiv brevveksling" med kong Frederik 9.
Christian Castenskiold var gennem mange år et populært samlingspunkt for danske klubber og foreninger i Los Angeles.
Han og netop afdøde prins Michael af Grækenland og Danmark var de to sidste oldebørn af kong Christian 9.