6. aug. 2024
Af Sofie Nymand

En af kong Frederiks nærmeste er død: Her skal han bisættes

Per Thornit. Indsat Foto: Kong Frederik
Per Thornit. Indsat Foto: Kong Frederik
Foto: Lars H. Laursen og Hanne Juul
På torsdag siger familie og venner et sidste farvel til Per Thornit.

I 25 år var han en af kongehusets mest betroede medarbejdere, og han havde et tæt forhold til kong Frederik.

Den 30. juli døde tidligere hofchef Per Thornit, 82 år gammel. Og på torsdag siger familie og venner et sidste farvel.

Det oplyser familien i en dødsannonce i Berlingske.

Her fremgår det, at kongehusets tidligere hofchef skal bisættes fra Holmens Kirke torsdag den 8. august kl. 14.30.

Per Thornit begyndte sine år i kongehuset i 1980’erne som kontorchef i dronning Margrethes kabinetssekretariat. Og efter fem år blev han udpeget som sekretariatschef for kronprins Frederik og prins Joachim.

Dette betød, at han fik et særligt forhold til de to ’prinser’ – og især Frederik, som i de år kæmpede med at finde sin vej som kronprins. En periode, som kongen flere gange har sat ord på – senest i bogen ”Kongeord”.

Forholdet var endda så tæt, at Per Thornit på et tidspunkt udtalte, at han talte til Joachim og Frederik, som han talte til sine egne sønner:

– Prinserne ville gerne have, at man sagde tingene lige ud. Derfor har jeg stort set haft de samme diskussioner med dem, som jeg har haft med mine egne. Aftalen er den, at jeg siger tingene lige ud. Ellers kan man jo lige så godt hyre en klaphat. Og det duer jo ikke, sagde Per Thornit dengang.

Da kong Frederik og dronning Mary blev gift i 2004, skiftede Per Thornit rolle igen – denne gang blev han hofchef for det daværende kronprinspar. Og det var han, indtil han gik på pension i 2010.

Siden bevarede han en tæt kontakt til kongefamilien og var flere gange inviteret med til private og officielle begivenheder i kongehuset.

Læs mere om: