Lene Beier viser nyt hotel frem: Det var kærlighed ved første blik
Lene Beier og hendes familie har talt ned til dagen, og nu er den her så.
Mandag morgen åbnede familien Beier op for hjemmesiden til deres nye hotel i Østrig, og her fortæller tv-værten alt om det hotel, som hun og familien har købt.
Hotellet hedder Hotel Edelweiss by Beier, ligger i byen Itter, og det har fået sloganet "Hygge in the Alps".
På hjemmesiden fortæller Lene Beier, at den flyer, som de delte ud i deres jagt på det perfekte hotel i Østrig, gav pote:
– Da de fik vores flyer i hånden, tog de kontakt, og pludselig dumpede der en mail fra dem ned i vores indbakke. De overvejede deres fremtid og inviterede os forbi. Det var kærlighed ved første blik – både til stedet og til drømmen om at føre hotellets historie videre, fortæller familien Beier på hjemmesiden.
Beier-klanen fortæller også, at de flytter til Østrig til september, hvor familiens to drenge skal gå på den lokale skole, ligesom de også skal gå på skilærerskole.
Er helt ærlige
Familien Beier lægger heller ikke skjul på, at de er nye i hotelbranchen, og at læringskurven er stejl:
– Vi vil gerne være helt ærlige: Vi er stadig i opstartsfasen, og de første gæster, der booker hos os, må have lidt tålmodighed med, at vi stadig lærer. Men vi lover, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at skabe en ferie fuld af hygge og nærvær. Og vi håber, at I vil tage del i vores rejse – med et smil på læben og plads til små uforudsete oplevelser.