Politiet melder ud: Vil være bevæbnet under prinsesse Märtha Louise og Shaman Dureks bryllup
Politiet i Geiranger gør sig klar til prinsessebrylluppet i weekenden.
På fredag vælter det ind med bryllupsgæster i den norske bygd, når prinsesse Märtha Louise og Shaman Durek siger ja til hinanden. Og for at passe på brudeparret og gæsterne, der både inkluderer kongelige og kendte, vil politiet være bevæbnet.
Det meddeler politiet ifølge flere norske medier.
Den øgede indsats sker på baggrund af de generelle nationale trusselsvurderinger, lyder det fra stabschef Kenneth Sætre, der dog understreger, at der ikke er kendskab til konkrete trusler rettet mod brylluppet eller gæsterne.
– Bevæbning er en sikkerhedsforanstaltning for at forebygge og sikre en hurtig og effektiv indsats fra politiet, hvis det skulle blive nødvendigt, udtaler stabschef Kenneth Sætre og tilføjer:
– Det er en ren forebyggende indsats for at skabe tryghed, da vi forventer, at der samles rigtig mange mennesker både i Ålesund og i Geiranger.
Også politiet i Ålesund, hvor bryllupsfejringen begynder torsdag med en ”meet-and-greet”-samling for gæsterne, vil være bevæbnet.