Ny kapelmester i Vild med dans: Han overtager efter The Antonelli Orchestra
I sidste uge blev årets nydansere til den kommende "Vild med dans"-sæson offentliggjort, og nu er resten af holdet også sat.
TV 2 har således annonceret, hvem der kommer til at sidde bag dommerbordet - og hvem der skal være kapelmester.
I juni bekræftede TV 2, at The Antonelli Orchestra i kølvandet på dokumentaren "Sexisme i musikbranchen" ikke ville være en del af programmet - og nu står det klart, hvem der overtager faklen.
Den nye kapelmester er bassisten Oliver McEwan, der har spillet med nogle af landets største navne såsom Medina og Mads Langer, som han er kapelmester og bassist for.
Han har desuden lavet studiearbejde med blandt andre Kylie Minogue.
Oliver McEwan skal sætte et nyt orkester, der fredag efter fredag skal spille op til dans.
Til TV 2 siger han.
- Jeg ser virkelig frem til at tage min kærlighed og passion til musikken med ind i 'Vild med dans' med mit nye, dygtige 'Vild med dans'-orkester. Det er en sindssyg spændende opgave, og jeg glæder mig til at spille musik, der forhåbentlig kan løfte deltagernes præstation og skabe god stemning fredag efter fredag, siger Oliver McEwan.