Lisbet Dahl stopper: Ny kreativ chef i Tivolirevyen fundet
Fans af Linda P og Tivolirevyen kan godt glæde sig til Grundlovsdag 2025, hvor der er premiere i Glassalen.
Det er nemlig den legendariske komiker Linda P., der som nyudnævnt kreativ chef for Tivolirevyen skal løfte arven efter Lisbet Dahl.
Det afslører Tivolirevyen i en pressemeddelelse.
Her udtaler Frederik Wiedemann, kulturdirektør i Tivoli:
“Vi har været utroligt glade for at genoptage Tivolirevyen med Lisbet Dahl i spidsen, senest med den meget anmelderroste revyforestilling i år. Nu er muligheden opstået for at køre Tivolirevyen videre i et nyt setup med Linda P, der sætter holdet til næste års revy. Linda P. har for længst vist sine kvaliteter inden for en bred vifte af comedy. Hun nærer samtidig en stor kærlighed til den klassiske revy og var også med i første udgave af Tivolirevyen, da den vendte tilbage for to år siden, så hun har masser af erfaring og en kuffert fyldt med nye ideer. På den måde bygger vi fortsat stærkt videre på Tivolis revytraditioner gennem 140 år.”
Revydronningen Lisbet Dahl, der både var instruktør, kunstnerisk leder af Tivolirevyen samt skuespiller i selvsamme, måtte denne sommer afløses på scenen af Lone Rødbroe, da hun fik problemer med en hjerteklap.
Om den nye tjans som kreativ chef for revyen siger Linda P. i pressemeddelsen fra Tivoli:
”Det er med kæmpe respekt for revygenren, at jeg skal stå i spidsen for næste års Tivoli revy. Jeg har altid elsket Comedy. Alt fra stand-up til revy, som jo alt sammen går under Comedy genren. Det er en kæmpe gave for mig, nu at blive kreativ chef for Tivolirevyen som er en ære at skulle føre videre. De største danske komikere har jo optrådt i revyen, og Glassalen er en af de mest ikoniske scener i Danmark. Vi kommer til at lave noget nyt og spændende Comedy, som publikum ikke har set før, men vi skal også hilse på nogen af de helt klassiske revyelementer, men først og fremmest skal vi give publikum en sjov aften.”
Resten af holdet ved næste års Tivolirevy bliver præsenteret på et pressemøde i Tivoli 9. september.