Susanne Bier arbejder tæt med kæmpe stjerner: Sådan håndterer hun dem
Med titler som "The Night Manager", "The Undoing", "Birdbox" og "The First Lady" bag sig har danske Susanne Bier arbejdet sammen med stjerner som Sandra Bullock og Hugh Jackman.
Senest har hun haft Nicole Kidmann, Liev Schreiber og Dakota Fanning imellem sine instruktørhænder under arbejdet med den kommende Netflix-serie "The perfect Couple".
Soundvenue har spurgt hende, hvordan hun arbejder med så store Hollywood-stjerner.
- Ja, altså regel nummer ét er, at man kun skal gå til dem, hvis man har gang i noget, som man virkelig selv synes er godt. Men når man så først har dem, behandler man dem ikke anderledes end alle andre. Men der er noget særligt ved dem. Dem, jeg har arbejdet med i den helt store liga, har det til fælles, at de har en enormt dyb forståelse for deres karakterer, svarer hun.
Store risici
Det er lang tid siden, hun har arbejdet på danske produktioner, og det vil hun gerne igen.
Men det giver noget andet at arbejde under Hollywood-budgetter, fortæller hun:
- Man bliver i hvert fald meget udfordret derovre! For risikoen for at fucke det op på en kæmpestor og voldsomt dyr Netflix-serie er jo rimelig stor, ikke? Og med store budgetter opstår der naturligt en spænding, som gør udfordringerne sjove at tage.
"The perfect couple" er tilgængelig fra 5. september.