4. sep. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Denne lille kreds kan hjælpe kong Frederik med jobbet

Kong Frederik og dronning Mary.
Kong Frederik og dronning Mary.
Foto: Hanne Juul.
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Hvem kan egentlig fungere som rigsforstander efter tronskiftet? Jeg mener at have læst, at dronning Margrethe har været rigsforstander for kong Frederik, hvilket jeg ærlig talt finder underligt, når nu hun frivilligt har valgt, at hun ikke længere vil regere.
Venlig hilsen
A.S. Hansen

Kære A.S. Hansen
Hvis kongen forlader riget, varetager kronprinsen regeringsførelsen som regent. Er både kong Frederik og kronprins Christian bortrejst eller på anden måde ude af stand til at regere, indsættes en rigsforstander. I dag vil det være enten dronning Mary, dronning Margrethe, prins Joachim eller prinsesse Benedikte. Det er korrekt, at dronning Margrethe tidligere på året fungerede som rigsforstander. Det var i forbindelse med kongefamiliens private vinterferie i februar. Jeg forstår dit synspunkt omkring vores tidligere monark. Jeg undrede mig også en smule, da kongehuset kort efter hendes abdikation meddelte, at hun ville kunne indsættes som rigsforstander. Når det er sagt, er hun vel nok den bedste til at hjælpe sin ældste søn, og der er trods alt forskel på at være landets regerende dronning hver eneste dag året rundt og så træde til som rigsforstander i ny og næ. Det bør i øvrigt nævnes, at der ikke blev indsat en rigsforstander i juni-juli, hvor kongeparret var i Grønland. Landet er jo en del af rigsfællesskabet, hvorfor kongen ikke havde forladt riget. Da kongen og dronningen derimod rejste til Paris for at overvære OL i juli, overtog kronprins Christian rollen som regent.
Venlige hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: