Viborg afsløret som næste Royal Run-by
Tirsdag morgen har kong Frederik løftet sløret for den næste værtsby i Royal Run.
I går blev Ribe afsløret som den første, og vi bliver i det jyske.
På Royal Runs Instagram har kong Frederik afsløret, at værtsby nummer to bliver Viborg.
– Vi er glade for at kunne offentliggøre, at Viborg for første gang bliver en af værtsbyerne for Royal Run 2025!, lyder det til billedet, hvor kongen står ved Viborgs byskilt.
– Glæd dig til en uforglemmelig motionsfest, hvor vi sammen fejrer fællesskabet og bevægelsesglæde. Uanset om du går, jogger eller løber, er der plads til alle – store som små, unge som ældre, står der yderligere.
I løbet af denne uge afsløres alle fem Royal Run-værtsbyer. Billetsalget til det yderst populære motionsløb forventes at blive sat til salg i november.
Royal Run finder sted 2. pinsedag, der i år falder den 9. juni.