16. sep. 2024
Af Malan Joensen

Se billederne: Er det fyrstinde Charlenes nye stil?

Fyrstinde Charlene og fyrst Albert.
Monacos fyrstinde Charlene har på det seneste vist sig i flere flotte prints.

Fyrst Albert af Monacos smukke hustru fyrstinde Charlene var lørdag til en særlig ceremoni på øen Île Saint-Honorat ved sydfranske Cannes.

Her skulle to nye kirkeklokker i Sainte Croix-kapellet indvies, og det skete i overværelse af fyrstinde Charlene og fyrst Albert.

Den fashionable fyrstinde har i mange år været kendt for sin signaturstil, der er kendetegnet ved enkle silhouetter og outfits i samme farver eller nuancer af en farve. Print er ikke noget, fyrstinde Charlene plejer at vise sig i særligt ofte, men det er måske ved at ændre sig nu.

Ved weekendens officielle opgave var fyrstinde Charlene ifølge Royal Fashion Police klædt i en smuk kjole med fine paisleymønstre på skørt, ærmer, talje og udskæring fra Etro.

Fyrstinde Charlene havde kombineret kjolen med de smukke efterårsfarver med ballerinaer fra Gianvito Rossi samt taske og solbriller fra Louis Vuitton.

Og vi skal faktisk kun få dage tilbage, før fyrstinde Charlene også viste sig i et mønstret outfit - denne gang helt fra top til tå.

Ved indvielsen af det nye Charles II College i Monaco havde fyrstinde Charlene en ny buksedragt i mørkebrunt og hvidt print på fra Diane Von Furstenberg der også afveg fra den stil, vi normalt har set Charlene i de sidste mange år.

Noget tyder på, at fyrstinde Charlene går ind i efteråret med en forkærlighed for printede buksedragter fra Diane von Furstenberg - således havde hun også en sådan en med 1970'er-inspireret mønster på ved "Crossing: Calvi - Monaco Water Bike Challenge 2024" i begyndelsen af september.

Se billederne af fyrstinde Charlene på Île Saint-Honorat samt ved "Crossing: Calvi - Monaco Water Bike Challenge 2024" i galleriet øverst i artiklen.


Læs mere om: