Lige inden Vild med dans: Asta Björk har taget en stor beslutning
Siden 2018 har Asta Björk været en af de professionelle dansere i "Vild med dans", og det er også tilfældet i år, hvor hun skal kridte danseskoene sammen med tv-vært Rasmus Staghøj.
Men selvom den 26-årige danser efterhånden er erfaren i det populære danseprogram, bliver noget alligevel anderledes i år sammenlignet med de seneste par sæsoner.
For Asta Björk har truffet en beslutning, der betyder, at hun får mere tid og energi, når "Vild med dans" på fredag begynder.
På Instagram skriver hun, at hun for første gang, siden hun startede på medicinstudiet for næsten tre år siden, har valgt at udsætte nogle fag for at frigive tid til "Vild med dans".
Hun fortæller, at hun glæder sig til at have en sæson i det populære danseprogram, hvor hun ikke hele tiden er på vej videre til et nyt sted.
Derudover ser hun også frem til at have noget tid med sin kæreste Sebastian Bull, som hun i opslaget kalder sit livs kærlighed.
Den hårdtarbejdende danser får dog alligevel rigeligt at se til, da hun udover "Vild med dans" skal skrive bachelorprojekt og arbejde lidt på en lægeklinik.