17. sep. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Risikerer monarkiet i Norge at blive afskaffet på grund af Marius Borg Høiby-sagen?

Prins Sverre Magnus, Marius Borg Høiby, prinsesse Ingrid Alexandra, kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon
Prins Sverre Magnus, Marius Borg Høiby, prinsesse Ingrid Alexandra, kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon
Foto: Martin Høien
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET inden Marius Borg Høiby blev anholdt igen, sigtet for at have overtrådt et polititilhold og for dødstrusler.

Læs mere om denne udvikling i sagen her.

Kære kongelige brevkasse
Bliver sagen i Norge et så stort problem for kongehuset, at monarkiet kan blive afskaffet?
Med venlig hilsen
B.K.

Kære B.K.
Det er svært at spå – især om fremtiden. At kronprinsessens søn, Marius Borg Høiby, har udøvet vold og begået hærværk i en kokainrus, er uheldigt og ulykkeligt for at sige det mildt – naturligvis primært for det menneske, det er gået ud over, men også for Marius selv og den kongelige familie. En nylig meningsmåling foretaget af det norske statsmedie NRK viser da også, at opbakningen til kongehuset er faldet pga. sagen, men den er fortsat høj – ca. 70 pct. Som sagen står nu, tror jeg ikke, den fører til en statsomvæltning i Norge, men den kan komme til at skade den kongelige familie og kongehuset yderligere. Det afhænger af, hvorvidt kronprinsessen og hendes mand bliver involveret – eller værre endnu impliceret – i sagen. For jo tætte på arvefølgen og kongehusets primære repræsentanter, en sådan sag kommer, jo værre bliver den. Lad os lave et tankeeksperiment, der understreger min pointe: Hvad ville der ske, hvis det ikke var Marius, men kronprins Haakon eller kong Harald, der havde opført sig på den måde? Ville det norske kongehus og monarki overleve det? Og hvad ville der ske, hvis vi fik en lignende sag i Danmark?
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".


Læs mere om: