Kong Frederik bryder med årelang tradition
Da De Konservative åbnede deres årlige landsråd i Herning Kongrescenter lørdag, sendte de traditionen tro en hilsen til kongehuset.
Normalt plejer der at komme en hilsen retur fra regenten, men sådan bliver det ikke i år.
Det skriver DR.
Da dronning Margrethe var statsoverhoved, sendte hun hvert år en hilsen tilbage til medlemmerne af De Konservative i forbindelse med landsrådet.
Den aftale ophørte, da hun abdicerede i begyndelsen af året, og kong Frederik har valgt ikke at føre den videre.
Det får dog ikke partiet til selv at droppe traditionen, og derfor blev der igen sendt en hilsen til regenten, da landsrådet startede.
De Konservatives formand, Mona Juul, fortæller samtidig, at hun accepterer kong Frederiks beslutning.
- Jeg tænker, det er okay. Vi har fået en ny konge, og han skal sætte sit eget hold, han skal sætte sin retning og bestemme, hvordan tingene skal være under hans regeringsperiode.
Det er langt fra den eneste ændring, der er foretaget siden det historiske tronskifte i januar.
Kong Frederik og dronning Mary har valgt at ændre flere ting, efter dronning Margrethe abdicerede.
Der er blandt andet sket markante ændringer i de kongelige protektioner. Læs mere om det i artiklen herunder: