Asta Björk forsvarer Rasmus Staghøj efter kritik – men han elsker det
Det gik ikke helt, som Rasmus Staghøj og Asta Björk havde drømt om i program 2 af ”Vild med dans”, hvor de endte på en sidsteplads for deres tango.
Den 39-årige TV 2-vært fik kritik af dommerne, og han erkender, at han har meget at arbejde på.
- Jeg var lidt stiv og frossen, så det var rigtigt, hvad de sagde om mit ansigtsudtryk, sagde Rasmus Staghøj til BILLED-BLADET efter showet og tilføjede med et smil:
- Men jeg elsker hårde dommere, for de viser, hvor jeg kan gøre det bedre, og så er der noget at arbejde på.
Hans dansepartner Asta Björk forvarede ham efter kritikken fra dommerne.
- Ja, men jeg synes altså, at vi gjorde det godt. Jeg sagde til Rasmus, at det gælder om at give den alt, hvad vi har. Der er altid noget at kritisere, når man ikke er professionel danser, så man skal bare bruge det, dommerne siger, og sørge for at komme med noget, man selv er glad for, fastslog den 26-årige danser.
Rasmus Staghøj er nu klar på at gøre comeback i program 3 fredag aften, hvor der skal tempo på.
- Jeg er ikke danser, jeg prøver bare. Men næste gang skal vi danse jive, og det er en mere glad dans, som måske passer bedre til mig, lød det med et smil fra tv-værten.