Eksperterne om Vild med dans: De ryger ud i aften
Den igangværende sæson af ”Vild med dans” har vist sig at være ekstremt uforudsigelig. Seks par er tilbage, og hele tre af dem har allerede prøvet af være i omdans – det er uhyre usædvanligt.
I sidste uge var der ikke nogen, der røg ud, så stemmerne fra i fredags lægges sammen med dem, som parrene høster på baggrund af deres indsats i denne uge. Så rigtig meget er på spil.
- Vi tror, dommerstemmerne bliver som sidste gang, og så er spørgsmålet, hvem der er mindst darlings hos seerne, siger oddssætter hos Danske Spil, Mathias Reimer Larsen.
Til trods for at spændingen i programmet i den grad er intakt, har Danske Spil en klar ide om, hvem der kommer til at sige farvel som det femte par.
- Rasmus Staghøj scorede færrest point sidste fredag, og han burde egentlig være vores favorit til at ryge ud i aften, men her tror vi, at popularitetsfaktoren kan spille ind. Staghøj og Asta er meget populære blandt den brede befolkning, da de af flere omgange efterhånden har fået lave point, men aldrig har været i omdans. Og så har vi Rachel og altid skønne Thomas Evers, som også er ekstremt folkekære, men som fik næstfærrest point i den individuelle bedømmelse i fredags, siger Mathias Reimer Larsen.
Til gengæld endte de på en delt tredjeplads, da alle karaktererne fra sidste uges tre danse blev lagt sammen, men hos Danske Spil mener man nu fortsat, at det er ”Årgang 0”-stjernen, der står til at trække Sorteper.
- Vi kan se, at rigtig mange af vores kunder på Oddset tror på, at det bliver Rachel og Thomas, der må forlade konkurrencen på fredag. Det forholder vi os til, og derfor har vi også Rachel og Thomas som favoritter til at ryge ud, siger han og tilføjer så et men:
- MEN… eftersom både Staghøj og Asta og Rachel og Thomas Evers er så vellidte hos seerne, så er spørgsmålet nu, hvor sympatien vejer tungest. Det bliver vildt spændende.
Foruden en individuel standard- eller latindans skal parrene fredag aften også danse wienervals.