9. dec. 2024
Af Majken Munk

Ville være fyldt 90 år: Da Morten Grunwald faldt for Lily Weiding, var der først problemer

Lily Weiding og Morten Grunwald
Lily Weiding og Morten Grunwald
Foto: Thomas Laursen
Skuespiller Morten Grunwald ville være fyldt 90 år den 9. december 2024. Da han faldt for sin store kærlighed Lily Weiding, var det med udfordringer fra begyndelsen.

Morten Grunwald kunne den 9. december 2024 være fyldt 90 år.

Hans store kærlighed gennem 53 år Lily Weiding kunne i oktober være fyldt 100 år.

Kærligheden mellem dem var ikke til at tage fejl af. Det fortalte Lily Weiding til BILLED-BLADET få dage efter Morten Grunwalds død i 2018.

– Vores ægteskab var i alle årene præget af en stor, stor kærlighed. Det var det vigtigste, fortalte Lily Weiding,

Men parrets begyndelse var ikke helt problemfri.

Morten Grunwald blev i 1957 elev på Odense Teater, og året efter kom han ind på Det Kongelige Teaters elevskole, hvor han afsluttede sin uddannelse i 1962.

Det var i tiden som elev, at han først fik øjnene op for Lily Weiding, der var en af de største danske stjerner til at betræde de skrå brædder.

Problemet var bare, at hun da var en gift kvinde.

– Det var jo barske vilkår med sådan en skøn kvinde. Jeg var vildt betaget, men hvis det er en pæn, gift dame, går man jo ikke hen og forelsker sig i hende, fortalte Morten Grunwald i 1994 til BILLED-BLADET.

Der skulle gå fem år fra deres første møde til, at Morten Grunwald på en måde tog sig mod til at vise sin interesse for Lily Weiding.

Han fik dog hjælp af sin kollega Hanne Borchsenius, der fik til opgave at invitere Lily Weiding med til Morten Grunwalds housewarming på Frederiksberg.

På daværende tidspunkt var Lily Weiding blevet alene. Hun dukkede op til festen, og fra da af var der sød musik mellem hende og Morten Grunwald.

Selv har han udtalt, at Lily Weiding fra da af bare blev i hans hjem på Frederiksberg.

Lily Weiding havde døtrene Xenia og Julie Wieth fra sit ægteskab med Mogens Wieth. Sammen fik de datteren Tanja Grunwald i 1968.

Parret blev i 1980 gift og levede sammen frem til Morten Grunwalds død i 2018. Lily Weiding døde i 2021.

Læs mere om: