
Rasmus Bjerg sætter huset til salg: Nej, vi skal ikke skilles

14 år.
Så længe har Rasmus Bjerg og hustruen Helle boet i Vangede sammen med deres fire børn, 22-årige Anna, 21-årige Villads, 19-årige Valder og 16-årige Ella.
Men nu tages der hul på et nyt kapitel.

For parret har nemlig valgt at sætte deres hus i Vangede til salg. Det skriver Rasmus Bjerg på Instagram.
Den store beslutning skyldes dog ikke, at Rasmus Bjerg og hustruen skal skilles. Det understreger entertaineren i opslaget.
- Efter 14 år i dejlige Vangede er det tid til at rykke videre. Børnene er blevet store. Anna er flyttet hjemmefra, og det gør de andre nok også lige pludselig. Behovene ændrer sig, og vi skal i noget mindre. Og nej, vi skal ikke skilles, vi skal vokse videre sammen i endnu et nyt kapitel, skriver han blandt andet.
Du skal af med 11.249.000 kroner, hvis du vil være ejer af den store villa, der er bygget i 1936 og har otte værelser.
