22. jan. 2025
Af Pelle Rigtrup

Viser det med al tydelighed: Danskerne elsker håndboldherrerne

Mathias Gidsel.
Mathias Gidsel.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der er ingen tvivl om, at de danske håndboldherrer er populære hos danskerne, der elsker at følge med, når Mathias Gidsel & Co. er i aktion.

Anført af store profiler som Emil Nielsen, Mathias Gidsel og Simon Pytlick har de danske håndboldherrer ikke givet modstanderne et ben til jorden ved årets VM-slutrunde.

Det er indtil videre blevet til fire sikre sejre hjemme i Herning, hvor der har været god opbakning på lægterne.

Hjemme i stuerne har mange danskere også siddet klar til at heppe på Nikolaj Jacobsens tropper.

Så mange at ingen andre tv-programmer har kunnet hamle op med håndboldherrerne.

Det fremgår af sidste uges seertal fra Nielsen.

Her indtager håndboldherrernes tre kampe i gruppespillet plus pausestudiet i kampen mod Italien de fire øverste pladser over de mest sete programmer med over en million seere hver.

X Factor ligger på en femteplads, mens både sjette-, syvende- og ottendepladsen indtages af VM-studiet.

Man kan dermed roligt sige, at der er VM-feber i Danmark, og mon ikke at det blot bliver endnu vildere, jo længere håndboldherrerne når i turneringen.

Læs mere om: