Dronning Maxima bar velourturban og perlebroche, der tidligere har været omgærdet af mystik
Mandag blev 80-året for befrielsen af koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz markeret, og her var flere kongelige og statsoverhoveder mødt op for at ære de overlevende og mindes de 1,1 millioner mennesker, der mistede livet.
For at vise deres respekt havde de europæiske kongelige alle valgt at bære afdæmpede, sorte looks på den vigtige dag.
Dronning Maxima, som fulgtes med kong Willem-Alexander og prinsesse Amalia, var ingen undtagelse.
Den hollandske dronning var iført sin sorte Max Mara-frakke med en frakkekjole fra Natan Couture udover.
53-årige Maxima havde desuden valgt en velourturban fra Bronté samt sorte ruskindsstiletter fra Gianvito Rossi.
På dronning Maximas frakke sad der en rund perlebroche med diamanter – en broche, hvis historie tidligere har skabt forvirring og været et mysterium.
Har tilhørt tidligere dronning
En hollandsk modeblog dedikeret til dronning Maximas stil har tidligere forsøgt at grave ned i brochens historie.
Ifølge en af historierne om brochen stammer den fra Sophie af Württemberg, som var dronning af Holland og storhertuginde af Luxembourg i 1849–77. Hun var gift med kong Willem 3.
Flere gamle portrætter viser dronningen med en broche, der kunne ligne den, som dronning Maxima bar mandag aften.
Der har dog tidligere været spekulationer om, at brochen i stedet stammede fra dronning Emma, som giftede sig med kong Willem 3. efter Sophies død.
Portrætter af dronning Emma viser hende nemlig med en broche, der næsten er identisk med dronning Sophies. Brochen var en gave fra hendes mand, der muligvis også gav sin første hustru den broche, der ligner den.
Næsten identiske
Dog er der én særlig forskel. Den runde perle i midten af brocherne er begge omgivet af to rækker af diamanter. På dronning Sophies broche er der 16 små diamanter i inderste cirkel, mens der på dronning Emmas broche er 12 små diamanter.
Brochen fra dronning Emma kan desuden bruges som en lukning til både armbånd og halskæder.
Hollands nuværende dronning Maxima har benyttet begge brocher.
Hvor den fra dronning Emma har været benyttet ved festlige lejligheder, har brochen fra dronning Sophie været båret ved sorgfulde begivenheder.
Blandt andet ved dronning Elizabeths begravelse, hvor Maxima bar brochen med et perlevedhæng.