
Voldsomt uheld fik store konsekvenser: Først nu kan Lene Beier gøre det igen

Lene Beier og ægtemanden Anders var i fuld gang med at renovere deres nye hjem, Hotel Edelweiss, i Østrig, da ulykken skete.
Den 47-årige TV 2-vært kom slemt til skade, da hun i oktober faldt ned ad en trappe og fik slået luften ud af lungerne.
Faldet resulterede i flere trykkede ribben, og Lene Beier blev sat ud af spillet på hotellet.
Historien om ulykken er med i afsnit 3 af ”Beier på Alpehotellet”, hvor Lene Beier tydeligvis var i smerter.

Da BILLED-BLADET besøgte hotellet tre måneder efter uheldet, i januar 2025, gav hun en update på helbredet.
- Jeg er lige begyndt at træne igen. Jeg faldt jo ned ad trappen, to måneder inden vi åbnede hotellet, og trykkede fem ribben, fortalte Lene Beier og tilføjede:
- Det er først nu, at jeg kan løfte noget efter det.

Hun ærgrer sig over, at ægtemanden Anders måtte knokle endnu hårdere, fordi hun ikke kunne hjælpe med det fysiske arbejde i en periode.
- Jeg var en stor belastning for Anders i forhold til at kunne hjælpe. Men nu er jeg i topform igen og træner med min søn Otto, siger Lene Beier med et smil.
”Beier på Alpehotellet” kan ses torsdage kl. 20.40 på TV 2 og på TV 2 Play.
