
Følelsesladet Casper Christensen afslører: Nu er Klovn definitivt slut

Vi kender ham normalt som den smarte drengerøv i "Klovn," men manden bag rollen har flere følelser og facetter end som så.
I en video på Instagram mandag aften fortæller Casper Christensen, at de allersidste optagelser til sæson 10 af "Klovn" er overstået.
Han fortæller, at det har været en helt fantastisk rejse med gode mennesker. Samtidig løfter han sløret for, at vi allerede kan glæde os til nogle vilde scener og sjove manuskripter i sæson 10.
Du kan se videoen HER.
Makkerparret Casper Christensen og Frank Hvam har holdt kortene tæt ind til kroppen angående tiende sæson. De har dog fortalt til TV 2, at sæsonen vil omhandle ”tredje verdenskrig.”
– Jo farligere verden bliver, jo mere rykker vi sammen om det, vi kender og er trygge ved. "Klovn" er, som "Klovn" altid har været – sjov og lidt for meget. Casper forbereder sig på en egentlig 3. verdenskrig, mens Franks 3. verdenskrig foregår inden for hjemmets fire vægge, lyder det fra duoen til TV 2.

Casper Christensen har ikke drukket alkohol i flere år, men i anledning af den sidste optagelse af "Klovn" har han købt sig en hvidvin, som han vil dele med sin elskede kone.
Første sæson af den succesfulde serie rullede over skærmen i 2005, og det er derfor et 20 år langt projekt, som nu er afsluttet.