
Ramt af uhelbredelig kræft: Sådan går det Mette og Gert et år efter I hus til halsen-optagelserne

Den nye sæson af ”I hus til halsen” fik en rørende start, da ægteparret Mette og Gert Hedegaard Schnejder tonede frem på skærmen i premiereafsnittet på DR den 5. marts.
53-årige Mette, som er underviser, og 54-årige Gert, der er førtidspensionist, havde ikke længere råd til at bo i deres hus i Laurbjerg nær Randers, fordi Gert var blevet ramt af uhelbredelig sygdom.
Gert havde halvandet år tidligere fået konstateret prostatakræft, der havde spredt sig til knoglerne, og lægerne havde kun givet ham en forventet levetid på fem år.
Parret søgte hjælp af eksperterne Line Franck, Kalle Thesbjerg og Dennis Lindequist til at få solgt deres hus og give det en tiltrængt ansigtsløftning.
”I hus til halsen”-afsnittet blev optaget i foråret 2024, og da der blev spolet en måned frem i programmet, kunne ægteparret afsløre, at de allerede havde fået solgt huset til en pris på 999.000 kr.
- En uges tid inden optagelserne startede, ringede vores ejendomsmægler og sagde, at de havde en fremvisning. To dage efter, at optagelserne var slut, kom de og så huset, forklarer Mette til BILLED-BLADET og fortsætter:
- De havde forventet, at de skulle se noget andet og til en anden pris, for nu var huset jo pludselig 250.000 kr. billigere end den oprindelige pris. Og så købte de huset.

På ferie med familien
Til maj er det et år siden, at Gert og Mette endelig kunne komme videre med deres liv, og de er nu flyttet til Hinnerup, hvor de bor i et rækkehus.

- Der bor vi i dag, og det har gjort en kæmpe forskel. Vi er sluppet af med den økonomiske byrde, vi har fået en lille bil og har det simpelthen fantastisk. Så nu kan vi koncentrere os mere om oplevelser og at have det rart, siger en glad Mette og tilføjer:
- En af vores svigersønner er fra Rumænien, og han har inviteret os derned i slutningen af maj, hvor vi skal se, hvor han kommer fra. Det bliver en dejlig oplevelse, så det glæder vi os til.
Har uhelbredelig kræft
Det er to år siden, at parret fik den barske besked om Gerts uhelbredelige kræftsygdom, og de glæder sig over, at den har været i stilstand det sidste års tid.
- Vi går til tjek hver tredje måned. Det styrer vores liv, for man holder vejret, når man får svaret på blodprøverne. Lige så snart, tallet stiger, skal Gert i gang med kemoterapi igen. Men han har lige været til tjek, og det ser heldigvis fint ud, fortæller en berørt Mette og tilføjer:
- Vi nyder den tid, vi har sammen, og vi elsker hinanden lige så meget, som vi gjorde fra den første dag, vi så hinanden.

Den nye sæson af ”I hus til halsen” sendes onsdage kl. 20.00 på DR1.
