
Da Emilie så sig selv på tv, blev hun overrasket: Det var slet ikke sådan, det var!

Da optagelserne af sidste års sæson af ”Kærlighed hvor kragerne vender” var i hus, stod Anders og Emilie tilbage som kærestepar.
Allerede fra deres første speeddate mærkede de to, at der var noget helt særligt mellem dem, og i løbet af optagelserne blev følelserne kun stærkere og stærkere.
Parret havde derfor glædet sig til at gense deres kærlighedsrejse, når ”Kærlighed hvor kragerne vender” fik tv-premiere omkring et halvt år efter.

Men desværre syntes de ikke, at deres stærke kemi skinnede nok igennem på skærmen. Meget var nemlig blevet klippet ud for at bevare spændingen, fortæller Anders og Emilie i BILLED-BLADETs podcast ”Har du set?”.
- Da jeg så programmet, følte jeg ikke, at Anders var så interesseret i mig, som jeg følte, han var i virkeligheden. I programmet virker det til, at han er i tvivl om mig, men den opfattelse havde jeg slet ikke, da vi var afsted, fortæller Emilie Lindevang.
- Jeg ville ønske, at alle kunne se den rigtige historie, tilføjer hun.
Men selv om seerne måske ikke fik hele kærlighedshistorien mellem de to at se, så var det i dén grad ægte følelser, der blomstrede mellem Anders og Emilie!
Efter programmet flyttede de to sammen, og snart bliver de forældre for første gang, når deres lille søn kommer til verden.
Hør hele interviewet med Anders og Emilie fra ”Kærlighed hvor kragerne vender” i BILLED-BLADETs podcast ”Har du set?”, dér hvor du plejer at høre dine podcasts – eller lige herunder:
