Emilie Esther udgiver sin vindersingle i dag
Den 16-årige ”X Factor”-vinder Emilie Esther har været i Los Angeles for at indspille sin vindersingle ”Inescapable”, og den udkommer i dag.
Ifølge en pressemeddelelse ligger singlen allerede nummer et på iTunes, og nummeret er en fortsættelse af Emilie Esthers vindersang ”Undiscovered”.
- ”Inescapable” handler om, at det eneste, jeg vil, er at synge, og nu gør jeg det. Den her nye sang handler om, at nu gør jeg det endelig – og det er det, jeg gerne vil, siger Emilie Esther.
LÆS MERE: "X Factor"-vinder Emilie Esther skal varme op for Kylie Minogue
Remee måtte skrive sangen om
Hun har indspillet sangen i de legendariske Recordplant-studier sammen med Remee og Redone langt væk fra 9. klasse i Nordjylland, hvor Emilie Esther netop har afsluttet sine eksaminer.
Alt har dog ikke siddet lige i skabet fra starten, for Emilie Esther måtte bede Remee og Redone om at skrive teksten om, fordi hun ikke var helt tilfreds.
- Remee er vildt god til at hjælpe mig, når jeg ikke synes, tingene er helt, som de skal være, siger Emilie Esther.
Fredag skal den unge ”X Factor”-vinder varme op for verdensstjernen Kylie Minogue, når hun giver koncert i Aalborg.