Anne Glad afslører: Derfor solgte hun sit hus i Italien, og måske årsagen vil overraske dig
”Kender du typen”-ekspert Anne Glad har flere gange årligt ferieret under sydlige himmelstrøg i familiens hus i Italien, men den tid er forbi.
Livsstilseksperten på Danmarks Radio har nemlig solgt feriehuset i Italien, og i stedet erhvervet sig et sommerhus på Falster.
Det fortæller hun i et interview med Alt for damerne.
– Vi har solgt vores hus i Italien, for det der med at flyve derned seks gange om året kan jeg simpelthen ikke retfærdiggøre over for mig selv, fortæller Anne Glad til mediet med henvisning til det store CO₂-aftryk de mange flyrejser har, hvorefter hun fortsætter:
– Det var noget andet, da vi bare var to voksne og kørte i bil derned uden at overnatte på vejen. Men det kan man ikke med en lille dreng uden stop på vejen. Vi har i stedet købt et på Falster, og det er da også lækkert, slår Anne Glad fast, hvorefter hun understreger, at hun er meget bevist om, at det er et stort privilegie overhovedet at have mulighed for at have flere boliger.
Til daglig bor Anne Glad sammen med sin mand, musikproducer Kim Glad Wagner, og deres fælles søn Kaj på seks år i en lejlighed i indre København.
Anne Glad har tidligere fortalt til BILLED-BLADET, hvordan hun mødte sin mand ved en tilfældighed i 2014. Kim Glad Wagner gik nemlig en tur i Botanisk Have i København efter at have misset sit tog.
Her så han Anne Glad, som han genkendte fra "Kender du typen", sidde alene på en bænk, men han tog ikke kontakt til hende. I stedet skrev han efterfølgende en mail til hende, der blev startskuddet til parrets kærlighedshistorie.
Du kan læse hele interviewet her.