
Ebbe Langbergs død var omgærdet af mystik: Først 24 år senere blev sandheden afsløret

Ebbe Langberg var i mange år en af dansk films helt store stjerner, og han var særligt kendt for alle sine førsteelskerroller.
Den folkekære skuespiller spillede flere gange overfor Ghita Nørby, og mange kvinder landet over havde et godt øje til ham.

Ebbe Langberg holdt dog privatlivet tæt ind til kroppen, og det var derfor ikke offentligt kendt, at han i virkeligheden slet ikke var interesseret i kvinder.
Hans lillebror, skuespilleren Jesper Langberg, afslørede i 2013 i sin erindringsbog ”Ikke et sekund spildt”, at Ebbe Langberg var homoseksuel.
Det gik der dog også rygter om i løbet af Ebbe Langbergs succesfulde skuespilkarriere – ikke mindst da han døde i 1989.
Han havde lagt skuespillet på hylden flere år tidligere og var direktør på Rialto Teatret i København, da han blev indlagt på hospitalet med åbent mavesår.

Kort efter blev Ebbe Langberg ramt af bughindebetændelse og lagt i respirator. Her lå han i flere uger og svævede mellem liv og død.
Den 3. februar 1989 gav hans krop op, og skuespilleren sov stille ind omgivet af sin nærmeste familie. Han blev kun 55 år gammel.

Satte gang i rygterne
Ebbe Langbergs tidlige død var omgærdet af stor mystik, og der gik rygter om, at han var død af AIDS.

Først 24 år senere blev sandheden afsløret. Det skete, da hans bror Jesper Langberg satte ord på sin storebrors sidste tid i sin erindringsbog fra 2013.
- På hospitalet tog de alle de prøver, der kunne tages for at se, om han havde AIDS. Og jeg fik alle resultaterne: Negativ. Hver og en, skrev Jesper Langberg ifølge Newsner i bogen, hvor han altså afkræftede rygterne om sin brors død.

Forældre var skuespillere
Brødrene Ebbe og Jesper Langberg havde ikke deres skuespiltalent fra fremmede. Deres forældre var skuespillerparret Sigurd Langberg og Karna Løwenstein-Jensen.
Deres far, Sigurd Langberg, blev ikke ret gammel. Han døde pludseligt under en søndagsudflugt med familien i 1954, kun 56 år gammel.

Ebbe Langberg var 23 år gammel, da han fik sit folkelige gennembrud i filmen ”Flintesønnerne” i 1956 og senere som løjtnant Ras i ”Soldaterkammerater”-filmene.
Han medvirkede også i populære film som "Charles tante", "Peters baby", "Landsbylægen" og "Han, hun, Dirch og Dario".

Ebbe Langberg er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Hans bror, Jesper Langberg, døde i 2019, 78 år gammel.
