20. sep. 2024
Af Luise Marie Bekker

Ærlige Nicolas om sin Gift ved første blik-exit: Så tidligt ville han være stoppet

Katrine og Nicolas fra "Gift ved første blik".
Katrine og Nicolas fra "Gift ved første blik".
Foto: Snowman Productions
Nicolas ville gerne have kastet håndklædet i ringen for længe siden.

Det går helt skævt for Katrine og Nicolas på deres bryllupsrejse i "Gift ved første blik".

Imens Nicolas derefter er på vej ud af forholdet, foreslår Katrine at de skal mødes til en omgang padeltennis

– Jeg var forvirret over Katrines intention med at mødes efter bryllupsrejsen. Jeg fik indtryk af, at hun stadig mente, at der var noget at kæmpe for, mens jeg selv på det tidspunkt var fuldt afklaret med, at en skilsmisse var den eneste vej frem for os, siger Nicolas.

Katrine vil dog ikke tale om følelser – hun vil bare spille padeltennis.

Nicolas: Vi blev enige

Det vil hun først under samtalen med psykologen Trine.

– Katrine sagde til parterapien, at hun ikke var gået ind i eksperimentet for at kaste håndklædet i ringen, men tilsluttede sig samtidig beslutningen om at blive skilt. Jeg havde forsøgt at åbne op for samtalen inden parterapien, men jeg oplevede at det var Katrines behov at vente med enhver følelsesmæssig snak, til selve parterapien med Trine. Det var således først til parterapien, som vi ser i afsnit 5, at vi blev enige om at forlade programmet, forklarer Nicolas.

Han havde længe været klar til at forlade programmet.

Kløften blev større og større

Det havde han faktisk været siden før bryllupsrejsen.

– Allerede dagen efter brylluppet, på vores første dage, oplevede jeg den første impuls til at trække mig. Jeg manglede fuldstændig tiltrækningen og kemien imellem os, og det gjorde det vanskeligt for mig at være i eksperimentets kontekst. Jeg indstillede mig derfor på først at afsøge, hvad vores match eventuelt ville kunne på et venskabeligt plan i håb om, at det ville tænde gnisten. Men jo bedre, jeg lærte Katrine at kende, desto større blev kløften desværre imellem os. Allerede kort inden i bryllupsrejsen var det soleklart for mig, hvordan eksperimentet ville ende …

En ubeskrivelig lettelse

Nicolas lægger ikke fingre imellem, hvad angår hans forhold til Katrine:

– Beslutningen om at forlade programmet var det eneste rigtige. Jeg fravalgte en super giftig relation af ren integritet og selvrespekt. For mig handler et sundt forhold blandt andet om at skabe et trygt og nærværende rum, hvor der er plads til både sårbarhed og forskellighed. Uden gensidig respekt, nysgerrighed og kemi er der for mig ikke noget at bygge på. Ingen mennesker fortjener at blive i en relation, der giver dem en følelse af ubehag og konstant devaluering, uanset omstændighederne.

– Det var en ubeskrivelig lettelse for mig at forlade programmet. Jeg var fuldt ud kongruent med beslutningen og har aldrig set mig tilbage siden.

Læs mere om: