Det ser du ikke i Gift ved første blik: Derfor bliver Frank så rørt
I sjette afsnit af ”Gift ved første blik” er de fire par til fælles parterapi, og i programmet ser man, at Frank bliver meget rørt.
Frank undrer sig over, at seerne ikke får lov at se, hvad han egentligt bliver så rørt over.
– Det, jeg deler med de andre, ser man ikke i programmet. Og det er jeg lidt skuffet over, at produktionen har valgt ikke at vise. Det giver ingen mening, at jeg skal sidde og være grådlabil, og man ikke ser hvorfor, siger han.
Frank: Jeg mærker ikke rigtig noget
Nu forklarer han hele situationen ved fællesterapien til BILLED-BLADET:
– Vi får vendt rigtig mange ting med hinanden og med Trine. Jeg siger, at jeg ikke rigtig mærker noget. Det er en del af den samtale, jeg har med Trine, Anette og de andre. Jeg fortæller, at Anette og jeg jo har det dejligt sammen. Vi har det sjovt og er gode til at kommunikere. Men på tredje uge mærker jeg stadig ikke rigtig noget nede i maven. Og det bekymrer mig! fortæller han.
Forventning om noget, der ligner forelskelse
Frank forklarer, at tålmodighed ikke er hans stærkeste side.
– Sådan er jeg indrettet. Jeg ser målstregen efter fem uger, og så skal den sidde lige i skabet, og så kører vi derudaf …
– Jeg har en forventning om, at der skal sætte sig noget, der ligner en forelskelse. Også selv om det er et meget kort eksperiment og måske ikke gælder om at blive forelsket, men om at nå ind til hinanden og se, at det kan blive til noget og leve et godt liv sammen. Men det stresser mig, at vi er ved målstregen lige om lidt, og at jeg ikke rigtigt kan mærke det, jeg synes, jeg skal mærke.
Huller i osten
Både Frank og Anette har flere gange i programmet sagt, at de kan forstå deres match.
Frank ser bare udfordringer i nogle af de ting, Anette ikke har fokus på.
– Jeg siger mange gange, at jeg godt kan se, hvorfor vi er blevet matchet. Anette og jeg er på bølgelængde i værdier, hvad angår ordentlighed og det, vi vil resten af livet. De der små huller i osten, som Anette nemmere kan affeje, sætter sig i mig mere end som så. Og de gør måske, at jeg ikke når ind til den der forelskelse eller tro på os, fortæller han.
Om Frank og Anette ender med at blive sammen, må vi vente med at se i ”Gift ved første blik”.