Gift ved første blik-Frank lægger sig fladt ned: Undskyld
I ”Gift ved første blik” får Frank igen nævnt sine præferencer, hvad angår kvinder.
I castingprocessen har alle de medvirkende skullet svare på skemaer om præferencer, hvad angår højde, drøjde, hårfarve og lignende, og Frank får på deres getaway bemærket, at ”de da har ramt helt ved siden af”.
Og forbløffelsen i Anette øjne er ikke til at tage fejl af.
Den bemærkede Frank dog først, da han så afsnittet, fortæller han til BILLED-BLADET:
– Jeg var overrasket over det, da jeg så det, for det lå slet ikke i min erindring. Hvis jeg havde noget kritisk, jeg gerne ville fortælle Anette, ville jeg til enhver tid tage den med Anette 1:1. Her foregår det i et fælles forum. Jeg tænkte: ”Det var Sørens”. Og måtte spole tilbage og lige se det igen for at se, hvad der starter det. Vi sidder med nogle kort med spørgsmål, vi skal svare på, hvor jeg taler ind i mig og Anette og får sagt noget, jeg er rigtig ked af. Og jeg kan ikke se, at det er klippet manipulerende … Jeg er enormt ked af det, siger han.
Frank: Langtfra i orden
Efter at have set afsnittet, vidste han, hvad han måtte gøre.
– Det første, jeg gjorde, var at sige undskyld til Anette. For det var ikke noget, vi talte om efterfølgende. Vi talte først om det, da vi havde set programmet. Og jeg kunne både høre, hvad jeg sagde og se mit eget udtryk og Anettes udtryk, og jeg kunne straks se, at det var langtfra i orden. Det er ikke en udgave af mig selv, jeg er stolt af at vise frem. Der er ikke andet at gøre end at lægge mig ned. Det var ikke i orden, siger han.
Ingen forklaring
Frank kan her på bagkant ikke selv forklare, hvad han ville med den kommentar.
– Jeg ved ikke helt, hvad min intention var. Det nærmeste, jeg kan komme på en forklaring, er, at det var humor. Jeg er ved mine fulde fem. Men måske hænger det sammen med parterapien og den lange dag.
Ifølge ham har han det ligesom Anette, hvad angår udseende.
Hun er bare bedre til at give udtryk for, at det ikke betyder det store, siger han:
– Anette er bedre end mig til at sige, at hun ikke går op i hår og udseende – at det er vigtigere, at der er noget at bygge et forhold på. Jeg er ikke meget anderledes, men jeg har ikke fået udtrykt mig på samme fornuftige måde.