
Lene Beier med fantastisk nyhed: Det er slet ikke slut endnu

Lene Beier og ægtemanden Anders’ hoteleventyr i Østrig er kommet godt fra start, og det samme kan siges om deres tv-program ”Beier på Alpehotellet”.
De sidste fem uger har man kunnet følge familien Beier på TV 2 Fri, og det har været en stor succes.
Faktisk har omkring 600.000 danskere fulgt med i programmet hver uge.
Torsdag den 6. marts sendes det sjette og sidste afsnit af ”Beier på Alpehotellet”, og dermed er det altså slut med at følge hoteldrømmen på tv i denne omgang.

Men Lene Beier kommer med en dejlig nyhed til alle dem, som gerne vil se meget mere til hende og familien på Hotel Edelweiss.
- Vi har også lavet to juleprogrammer, der bliver sendt næste jul, fortæller en glad Lene Beier til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Og så kommer der seks afsnit til efteråret, der ikke er optaget endnu. Det er sommer i Tyrol.

Lene Beier og familien laver altså i alt 14 programmer af ”Beier på Alpehotellet”, og dermed er der stadig otte nye afsnit at glæde sig til senere på året – man skal bare have lidt tålmodighed.

