Flokken-Semkos barske barndom i bjergene: Nu fortæller han hele sin historie

Semko Miteran fra TV 2-programmet ”Flokken” når kun at kradse en smule i overfladen på tv.

Som barn levede Semko nemlig under tilsvarende primitive kår, som deltagerne stifter bekendtskab med i den bulgarske ødemark, men det er kun en lille del af sandheden om tv-deltagerens barske barndom i bjergene, seerne får kendskab til.

Semkos familie er politiske flygtninge og kurdere fra Iran, og de første fem år af ”Flokken”-deltagerens liv levede han og familien i bjergene på grænsen mellem Iran og Irak. Af selvsamme årsag tror Semko på, at alle med tiden kan vænne sig til at leve under selv de mest primitive forhold.

– Vi boede i hytter, som til en vis grad ligner dem, man ser i ”Flokken”. I Vesten vil man nok betegne det som ruiner. Toilettet var et hul i jorden, og vi brugte mudder og hø til at isolere vores vægge, fortæller Semko til BILLED-BLADET.

Semko lægger bestemt ikke skjul på, at hans barndom har været barsk. Han har aldrig kendt sin far, der mistede livet til krig, og fordrevet til et liv i bjergene stod Semkos mor alene tilbage med ansvaret for sine to drenge.

Gennem sine små, brune barneøjne har Semko derfor både set og oplevet ting, ingen børn bør udsættes for. Alligevel er det ikke den barske barndom i bjergene, han helst ser sin historie handle om.

Tak til Dammark

Semko skulle fylde seks år, før han oplevede et liv langt fra både bjerge og kummerlige forhold. I 1992 fandt Semko og hans familie nemlig vej til Danmark, og et nyt kapitel – som Semko refererer til som sit livs solopgang – fik sin begyndelse.

– Det var en vanvittig omvæltning. En af de ting, jeg husker bedst, det er første gang, jeg ser et toilet. Jeg havde aldrig set et toilet før, og jeg vidste ikke, hvordan man brugte det. Noget så simpelt – det fortæller lidt om den forskel, der var, forklarer han.

De første tre måneder tilbragte Semko og familien på Karlslunde Strandhotel. Efterfølgende fik familien en lejlighed i Hundige, og det blev fra dén lejlighed, solopgangen udspillede sig.

Efter lidt tid startede Semko nemlig på den lokale folkeskole, og her blev han taget imod med åbne arme.

– Dem der havde størst indflydelse på min families liv, det var mine folkeskolelærere. De var ikke bare lærere. De tog sig tid til at forstå, hvad min familie kom fra, og de udfordringer vi havde med os. De var alt det, vores familie havde brug for.

Modtagelsen og den store støtte, Semko og familien modtog, efter deres ankomst til Danmark, har bestemt haft stor betydning for den sti, han efterfølgende valgte at betræde.

Han tog sidenhen uddannelse fra Danmarks Tekniske Universitet, og i dag arbejder han som konsulent i den finansielle sektor. Et liv der bestemt ikke lå i kortene, spoler man tiden tredive år tilbage.

– Jeg har meget svært ved at forestille mig, at mit liv kunne have formet sig bedre, end det har gjort i Danmark. Min familie og jeg blev grebet, og jeg synes, at alle burde ringe til deres forældre og bedsteforældre og takke dem for deres bidrag til vores samfund, lyder det taknemmeligt fra Semko, hvorefter han supplerer:

– Man har formået at bygge et land, hvor man tager mennesker, der lever under miserable forhold, og så kan vi give dem et liv, der er langt bedre, end de havde turde forestille sig. Jeg kan kun takke Danmark for de muligheder, landet har givet mig.