Henrik L havde ikke set det komme: Det havde Landmand søger kærlighed-kollega til gengæld
I ”Landmand søger kærlighed” leder Helle Birkehøj efter den eneste ene.
Hun har netop taget imod sine to bejlere Henrik Bruun Larsen og Henrik Winther, som også tidligere har været en del af TV 2-programmet.
Det var noget af en overraskelse, da Henrik L på første optagedag pludselig så sin velkendte konkurrent.
- Jeg var den første, der kom ud til godset. Da jeg står på gårdspladsen, kommer den anden bil kørende ind, ud træder Henrik Winther. Jeg skyndte mig at sige, at han var kørt til det forkerte gods, men den faldt han ikke for. Det grinte vi af, fortæller Henrik L til BILLED-BLADET.
Henrik L erkendte, at det var pudsigt, at de nu igen skulle kæmpe om den samme kvinde akkurat som de gjorde i 2022, hvor det var Trine Krebs, der ledte efter en kæreste.
Selv havde han ikke regnet med det, men det havde en anden gammel ”Landmand søger kærlighed”-kending.
- Det sjove var faktisk, at Kim (Zacho, der var med i 2022 og 2023 red.) havde inviteret til 50-års fødselsdag. Vi var 20 tidligere deltagere fra ”Landmand søger kærlighed”. Fødselsdagen var ugen før tv-optagelserne. Jeg spørger Kim på tomandshånd: ”Ser jeg dig i næste uge?”, for programmet optages altid nogenlunde på samme tid på året. Han smilte og sagde nej. Så tog han ved mig senere på aftenen og gav udtryk for, at han var sikker på, at Henrik W nok ville sende et brev til Helle. Det sjove er, at Kim og Henrik W ikke havde snakket sammen, fortæller Henrik L.
- En ting er, at vi begge to sender breve ind, noget andet er, at det falder i begge landmænds smag, tilføjer han.
Så da det stod klart, at Henrik L og Henrik W faktisk skulle være med i ”Landmand søger kærlighed” igen sammen, skulle Kim selvfølgelig have det at vide.
- Vi tog fat i produktionsselskabet og spurgte, om vi måtte tage en snap (billede på appen Snapchat red.) og sende den til Kim. Det fik vi lov til. Det var da lidt sjovt, fortæller Henrik L grinende.