Nikolai og Felix fik pigerne til at hvine i Fredensborg
Prins Nikolai og prins Felix var i høj grad med til at gøre prins Christians konfirmationsdag til en festlig begivenhed.
For konfirmanden på 15 år var det fantastisk at have sine fætre Nikolai, 21 år, og Felix, 18, med til fejringen af sin store dag.
Nikolai og Felix fik varm modtagelse
Også For Nikolai og Felix var det skønt at være med, og prins Joachims store sønner kunne ikke have ønsket sig en bedre modtagelse.
Bare tyve minutter før konfirmationen begyndte i slotskirken, rullede Nikolai og Felix i en kronebil med ganske lav hastighed ind over brostenene til Indre slotsgård i Fredensborg.
Alle vinkede til kronebil
Da brødrene nærmede sig slottet, kunne de helt sikkert mærke begejstringen fra de mange Fredensborg-borgere, der var mødt op for at følge konfirmations-aktiviteterne så tæt på som muligt.
Lokale i alle aldre vinkede til de to flotte brødre, der smilende kvitterede ved at vinke tilbage.
Behandlet som popstjerner
Både et par unge piger og såmænd også nogle lidt mere modne fans hvinede desuden højlydt og gav dermed Nikolai og Felix ægte popstjerne-behandling.
Da de seje brødre i deres smarte slimfit-habitter steg ud af kronebilen i indre slotsgård, stod dronning Margrethe parat med åbne arme og tog varmt imod sine store børnebørn.
Man må så sandelig sige, at prins Nikolai og prins Felix var stærkt medvirkende til, at prins Christians store festdag fik en flot indledning.