Nu sker det snart: Josephine og Vincent glæder sig
Nu er der ikke længe igen, før kronprinsparrets to yngste børn prins Vincent og prinsesse Josephine kan få gang i en mere normal hverdag med deres jævnaldrende venner på Tranegårdskolen i Hellerup nord for København.
Vincent og Josephine i skole igen
0. til 4. klasse skal tilbage på skolebænken fra 8. februar.
Det har sundhedsminister Magnus Heunicke sagt på et pressemøde i Eigtveds Pakhus, hvor også børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen samt Henrik Ullum fra Statens Serum Institut deltog.
- Det er en nålestiksoperation. En meget forsigtig genåbning, fordi den britiske variant af corona stadig vokser i Danmark, siger Magnus Heunicke.
Tvillinger i 3. klasse
For prinsesse Josephine og prins Vincent på 10 år betyder det, at de kan komme tilbage i skole fra på mandag i næste uge.
Den delvise corona-nedlukning i Gentofte Kommune, hvor kronprinsparrets børn er elever på Tranegårdskolen, gælder dog stadig for de store årgange fra 5. klasse til 9. klasse og hermed for prins Christian og prinsesse Isabella, som må blive hjemme og følge fjernundervisning.
Da Josephine og Vincent går i 3. klasse, kan de heldigvis allerede nu komme tilbage i skole for at få undervisning i klasselokalet sammen med deres jævnaldrende kammerater.
Skønt at se vennerne
Det bliver skønt for Vincent og Josephine at se deres venner igen, og tvillingernes retur til skole er forhåbentlig begyndelsen på en mere markant genåbning af det danske samfund.
Beslutningen om at de små skoleklasser skal tilbage i klaserne er taget på baggrund af nye beregninger fra Statens Serum Institut, der har set nærmere på de sundhedsmæssige konsekvenser ved at lade de mindste elever komme tilbage igen.
Vigtigt for børn og voksnes trivsel
Statsminister Mette Frederiksen sagde på et pressemøde at målet er at få 0. til 4. klasse tilbage på skolebænken, inden de øvrige restriktioner står til at udløbe 28. februar.
- Eksperterne har anbefalet, at vi starter med at få de mindste skoleelever tilbage i skole – det er vigtigt for økonomien, så der er flere voksne, der kan arbejde. Det er også vigtigt for børnenes og forældrenes trivsel, lød det fra Mette Frederiksen.