Nyt fra kronprinsesse Mary: Her er fire vigtige råd
En ny kampagne fra Mary Fonden sætter fokus på de voksnes vigtige rolle for trygge, inkluderende fællesskaber blandt børn og i forebyggelsen af mobning.
Samtidig takker kronprinsesse Mary og hendes fond alle, der arbejder professionelt og målrettet med børns fællesskaber.
Krinprinsesse Mary taler om voksne og børn
- Med coronakrisen er vi blevet mere bevidste om, hvor vigtigt det er, at vi understøtter børns fællesskaber, siger kronprinsesse Mary blandt andet i et nyhedsbrev om initiativet fra Mary Fonden.
På de sociale medier kommer der fra Mary Fonden flittigt opslag om det vigtige tema.
Det seneste stiller skarpt på dagplejen, vuggestuen, børnehaven, skolen og SFO’en, hvor det er de voksnes opgave at sikre, at der er et trygt fællesskab blandt børn og unge.
Som forælder kan du også gøre en forskel.
Man kan bidrage til at bekæmpe mobning, og til at alle børn, også ens eget, bliver en del af fællesskabet.
I den forbindelse kommer kronprinsessen og Mary Fonden med fire gode råd til forældre.
Gode råd fra Mary Fonden
Det første råd er, at man skal forstå, hvorfor mobning sker, og årsagen ligger ikke hos mobberen eller mobbeofret, det ligger i fællesskabet.
Derfor er løsningen at styrke alle børnenes fællesskab.
Alle er velkomne
Det andet råd lyder, at man skal byde alle velkomne og invitere alle, når man holder fødselsdage eller fester; hele stuen eller hele klassen.
Man skal også støtte sit barn i at lave legeaftaler med mange forskellige børn, ikke kun de bedste venner.
Forældre skal være nysgerrige
Råd nummer tre er, at man som forældre skal være nysgerrige og lytte til sit barn. Man skal lytte og anerkende barnets oplevelser og følelser, hvis der har været konflikter eller problemer.
Man skal desuden støtte sit barn i at være en god klassekammerat, for eksempel ved at hjælpe, når nogen har det svært.
Man skal tale ordentligt
Og så er det fjerde og sidste råd fra Mary Fonden, at man som mor eller far skal tale ordentligt om og til andre børn, forældre, pædagoger og lærere.
Man skal være positiv over for personalet, kammeraterne og deres forældre, og man skal sige hej til både børn og voksne, når man bringer og henter sit barn, samt lære kammeraternes navne at kende.